Indgivelse af ansøgningen

Man skal som hovedregel ansøge digitalt om dansk statsborgerskab. Visse persongrupper skal dog benytte et papirbaseret ansøgningsskema.

Når ansøgningen er indsendt til Udlændinge- og Integrationsministeriet, vil du modtage en kvittering og kopi af ansøgningen i din digitale post.

Hvis du ikke modtager en kvittering i din digitale post eller gebyret ikke bliver trukket fra din bankkonto er ansøgningen ikke indgivet korrekt. Du opfordres i det tilfælde til at forsøge at sende ansøgningen igen. Hvis dette ikke er muligt, skal du kontakte Udlændinge- og Integrationsministeriet inden for 30 dage fra oprettelsen af ansøgningen.

Gå til digital ansøgning om dansk statsborgerskab (kræver MitID)

Se vejledning til det digitale ansøgningsskema

Hvis du ikke indgiver den digitale ansøgning med det samme, gemmer ansøgningsløsningen de indtastede oplysninger i op til 30 dage. Du kan altså gå i gang med at udfylde ansøgningen, selv om du ikke har alle de nødvendige dokumenter ved hånden.

Ansøgere, som ikke skal ansøge digitalt

Visse persongrupper skal ikke ansøge digitalt, men skal i stedet benytte et papirbaseret ansøgningsskema. Det gælder f.eks., hvis man er over 18 år og er fritaget for digital selvbetjening. Hvis man er fritaget for Digital Post kan man vælge at indgive sin ansøgning digitalt eller ved et papirbaseret ansøgningsskema.

Hent skema til ansøgning om dansk statsborgerskab (pdf)

Børn, som søger som hovedperson

Følgende børn har mulighed for at blive danske statsborgere ved lov som hovedperson (som hovedansøger):

  • Børn, som ikke har mulighed for at blive danske statsborgere sammen med en forælder
  • Visse adoptivbørn
  • Børn født uden for ægteskab af en udenlandsk mor og en dansk far fra 11. oktober 1993 til og med 30. juni 2014
  • Børn, som ikke er blevet danske statsborgere på grund af samlivsophævelse
  • Børn født statsløse i Danmark

Læs mere om reglerne for børn, som søger som hovedperson

Statsløse født i Danmark

Der gælder særlige regler for statsløse født i Danmark, og der er særligt lempelige regler for børn under 18.

Læs mere om reglerne for statsløse født i Danmark

Andre grupper

Følgende grupper skal bruge det papirbaserede ansøgningsskema til voksne:

  • personer, som bor i udlandet og ikke har et MitID (ansøgningen kan eventuelt indgives på den danske repræsentation i ansøgerens bopælsland)
  • personer, som er repræsenteret af en partsrepræsentant (fx en advokat)
  • Ansøgere bosat på Færøerne eller i Grønland kan, hvis de ikke har MitID, indgive på et papirbaseret ansøgningsskema hos politiet på Færøerne eller i Grønland.

Hent skema til ansøgning om dansk statsborgerskab (pdf)

Hent skema til ansøgning om dansk statsborgerskab for personer bosat på Færøerne eller i Grønland (pdf)

Nødvendige information og dokumenter

Alle nødvendige felter i ansøgningen skal være udfyldt, og ansøgningen skal vedlægges følgende dokumenter:

  • kopi af pas (kun siden med pasbillede og oplysninger om ansøgeren)
  • kopi af tidsubegrænset opholdstilladelse
  • kopi af prøve- eller eksamensbevis som dokumentation for danskkundskaber
  • kopi af bevis for bestået indfødsretsprøve
  • eventuel lægelig dokumentation, hvis du af helbredsmæssige grunde ønsker dispensation fra kravene om danskkundskaber, bestået indfødsretsprøve og/eller selvforsørgelse. Der findes ikke på nuværende tidspunkt en standardlægeerklæring
  • dokumentation for forældremyndighed, hvis et barn under 18 er omfattet af ansøgningen som biperson. Hvis du er gift med barnets/børnenes anden forælder, behøver du ikke vedlægge dokumentation for forældremyndighed, hvis der er fælles forældremyndighed i ægteskabet

Afvisning af en ansøgning

Hvis du indgiver en papirbaseret ansøgning og ikke er omfattet af en af de ovennævnte grupper, kan Udlændinge- og Integrationsministeriet afvise ansøgningen. Det betyder, at ministeriet ikke vil behandle ansøgningen, og at du skal søge igen digitalt. Hvis ansøgningen afvises, får du besked og vejledning fra ministeriet.

Gebyr

Når du ansøger om dansk statsborgerskab, skal du betale et gebyr på 4.000 kr. Gebyret betales direkte til Udlændinge- og Integrationsministeriet i forbindelse med, at du indgiver ansøgningen.

Hvis ansøgningen indgives via den digitale ansøgningsløsning, skal du betale med Dankort, Visa, Mastercard eller MobilePay. Det er vigtigt, at betalingen kan kobles til den rigtige ansøgning. Dit cpr.nr. skal derfor altid fremgå, uanset kortholderens navn.

Hvis du indgiver en papirbaseret ansøgning, skal gebyret indbetales til Udlændinge- og Integrationsministeriet på følgende konto i Danske Bank: reg.nr. 0216, kontonummer 4069073948. I feltet ”Meddelelse til beløbsmodtageren” skal dit cpr.nr. angives. Der skal vedlægges kvittering for betaling af gebyret, når du indsender din papirbaserede ansøgning.

Ved betalinger fra udenlandsk bank skal følgende oplysninger bruges:

BIC/SWIFT: DABADKKK

IBAN: DK76 0216 4069 2050 11

Der skal ikke betales gebyr igen, hvis du fx indgiver en ny ansøgning efter at have fået afslag på en tidligere ansøgning.

Gebyret betales ikke tilbage, hvis ansøgningen behandles, og man får et afslag. Gebyret vil heller ikke blive tilbagebetalt, hvis du trækker din ansøgning tilbage.

Hvis ansøgningen indgives på en dansk repræsentation i dit bopælsland, betales gebyret også til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Hvis du har bopæl på Færøerne eller i Grønland, betales gebyret til politiet.

Ansøgere bosat i Grønland skal i forbindelse med indgivelse af ansøgning til politiet i Grønland betale et gebyr på 1.200 kr.

Ansøgere bosat på Færøerne skal i forbindelse med indgivelse af ansøgning til politiet på Færøerne betaler et gebyr på 1.200 kr.

Forskellen i gebyrstørrelserne sammenlignet med ansøgere, der er bosat i Danmark, er begrundet i, at der gælder anden lovgivning om gebyrer for ansøgning om statsborgerskab for ansøgere bosat på Færøerne og i Grønland.

Bemærk, at reglerne vedrørende gebyr er anderledes for børn, som søger som hovedperson, og statsløse personer, som er født i Danmark.

Læs mere om gebyrreglerne for børn, som søger som hovedperson

Læs mere om gebyrreglerne for statsløse født i Danmark