UIM varetager Danmarks interesser på området for det internationale udlændingesamarbejde.
Det betyder bl.a., at ministeriet samarbejder med en lang række internationale organisationer på udlændingeområdet, herunder særligt EU, FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), FN, The Intergovernmental Consultation on asylum, migration and Integration (IGC), The International Organisation on Migration (IOM), The Asia–Europe Meeting (ASEM), Europarådet samt det nordiske samarbejde på højt niveau for flygtningespørgsmål (NSHF). Derudover samarbejder UIM bilateralt med en række andre landes myndigheder på udlændingeområdet.
Danmark samarbejder inden for rammerne af det danske forbehold med de øvrige medlemslande og EU-institutioner for at fastlægge den europæiske politik og lovgivning. UIM varetager i den forbindelse arbejdet på udlændinge- og asylområdet på området for retlige og indre anliggender. Dette omfatter bl.a. Schengen-samarbejdet, Dublin-samarbejdet, visumsamarbejdet, arbejdet med udsendelse af tredjelandsstatsborgere, EU’s eksterne relationer samt området for lovlig indvandring og frihandelsområdet (mode 4), grænsesamarbejdet i regi af Frontex og projekter finansieret af EU’s grænsefond og Fonden for Intern Sikkerhed (grænser og visum).
Læs mere om Fonden for Intern Sikkerhed
UIM varetager samarbejdet og dialogen med FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), herunder deltagelse i UNHCR’s Eksekutivkomité, som overser og godkender UNHCR’s budget, rådgiver om international beskyttelse og behandler andre relevante emner. Derudover varetager UIM i samarbejde med Udenrigsministeriet Danmarks interesser ift. forhandlinger om migration i FN-regi.
UIM deltager i arbejdet i IGC, som er et uformelt forum for mellemstatslig informationsudveksling og politisk debat om spørgsmål, der vedrører håndteringen af de internationale migrationsstrømme. IGC består af 16 deltagende stater (Australien, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Tyskland, Grækenland, Irland, Holland, New Zealand, Norge, Spanien, Sverige, Schweitz, UK og USA). Herudover deltager UNHCR, IOM og Europa-Kommissionen.
UIM deltager i det nordiske samarbejde på højt niveau for flygtningespørgsmål (NSHF). Målet med det nordiske samarbejde er bl.a. at skabe en øget nordisk indflydelse internationalt og dele viden og erfaringer på udlændingeområdet.
EU’s instrument for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik (BMVI) udgør en del af EU’s Fond for Integreret Grænseforvaltning.
Læs mere om BMVI-programmet her
I henhold til artikel 77 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde skal EU sikre den gradvise udvikling af et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser.
Læs mere om EIBM-strategien her