Deltagelse i en kommunal grundlovsceremoni

Det er for de fleste en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at de deltager i en grundlovsceremoni i deres bopælskommune.

Det fremgår af det lovforslag, du er optaget på, om du er omfattet af et krav om deltagelse i en grundlovsceremoni.

Ved grundlovsceremonien skal du udvise respekt for danske værdier og optræde respektfuldt over for repræsentanter fra kommunen. Du skal desuden skrive under på at ville overholde Danmarks Riges Grundlov samt respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati, og du skal udveksle et håndtryk med borgmesteren eller rådmanden uden handske, håndflade mod håndflade. En repræsentant fra kommunalbestyrelsen vil herefter udlevere dit statsborgerretsbevis som det synlige bevis på, at du ved din deltagelse i ceremonien har erhvervet dansk statsborgerskab.

Du kan ikke deltage i en grundlovsceremoni, før den lov, du er optaget på, er trådt i kraft.

Hvis du ønsker at finde dit navn på en vedtaget lov, skal du klikke på linket til den lov, du er optaget på, og trykke på Ctrl-tasten og F-tasten. Der vil herefter komme et søgefelt frem, hvor du kan skrive dit navn.

Lov nr. 323 af 28. marts 2023

Lov nr. 723 af 13. juni 2023 

Lov nr. 1768 af 28. december 2023

Lov nr. 627 af 11. juni 2024

Informationsbrev vedrørende grundlovsceremoni

Når den lov om indfødsrets meddelelse, du er optaget på, er vedtaget, vil du modtage et brev med information om grundlovsceremonien, hvis du er omfattet af krav om deltagelse i en ceremoni. Brevet vil blive sendt til din e-Boks kort tid efter lovens vedtagelse.

Tro og loveerklæring

Brevet vil være vedlagt en erklæring til brug for afgivelse af oplysninger på tro og love om eventuelle strafbare forhold begået her i landet eller i udlandet, samt bopæl her i landet. Det er en betingelse for din deltagelse i en grundlovsceremoni, at du udfylder og underskriver erklæringen og sender den til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet skal have modtaget din udfyldte og underskrevne erklæring senest 10 hverdage før, du skal deltage i en grundlovsceremoni. Erklæringen kan sendes til ministeriet på indfoedsret@uim.dk eller via e-Boks. Du kan også sende den underskrevne erklæring til:

Udlændinge- og Integrationsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K

Hvis Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke har modtaget din udfyldte og underskrevne erklæring senest 10 hverdage før, du skal deltage i en grundlovsceremoni, vil du ikke kunne deltage i ceremonien, men i stedet blive henvist til at deltage i en senere ceremoni.

Erklæring til brug for afgivelse af oplysninger på tro og love om eventuelle strafbare forhold og om bopæl her i landet - PDF

Information til borgerne

Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål

Information til kommunerne

Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål