Nye tiltag fra regeringen: Flere skal udvises

Regeringen lancerer en udvisningsreform, som strammer udvisningsreglerne og grebet om udlændinge uden lovligt ophold.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, ikke kan udvises. Og at udlændinge uden lovligt ophold kan færdes frit i et land, de har pligt til at forlade.

Regeringen vil derfor skærpe udvisningsreglerne, så kriminelle udlændinge, der idømmes mindst et års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet, såsom grov vold eller voldtægt, som det helt klare udgangspunkt bliver udvist. 

Samtidig skal kriminelle udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, der eksempelvis ikke overholder deres meldepligt, fremover bære GPS-fodlænke i ét år.

Det er to nye initiativer fra regeringens udvisningsreform.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:

Der er desværre for mange kriminelle udlændinge, der har fået en dom på mere end et års fængsel, men som alligevel ikke er blevet udvist. Det er vi mange, der har svært ved at forstå. Derfor præsenterer vi tiltrængte udvisningsstramninger, så udlændinge, der begår grov kriminalitet, kan blive smidt ud af landet. For det er på tide, at vi først og fremmest beskytter ofrene frem for gerningsmændene.

Samtidig strammer vi også reglerne for de udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, og som ikke kan finde ud af at leve op til de pligter, vi pålægger dem. Det skal være så trist, kedeligt og besværligt, at de forlader landet. Og indtil de forlader Danmark, skal vi vide, hvor de er. De har ikke plads i Danmark, og derfor vil vi presse dem hårdere for at få dem til at rejse hjem.

Link til publikationen (nyt vindue åbner)

Regeringens initiativer:

1. Flere kriminelle udlændinge skal udvises

Skærpe udvisningsreglerne

  • Kriminelle udlændinge, der idømmes mindst et års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet som f.eks. grov vold og voldtægt, skal som det helt klare udgangspunkt udvises

2. Stærkere redskaber til hjemsendelse

Styrke incitamenter for tredjelande til at samarbejde og for udlændinge til at udrejse frivilligt

  • Genåbning af ambassade i Syrien
  • Udpegning af en udsendelsesambassadør
  • Prioritering af noget-for-noget-midler i tillæg til dansk udviklingsbistand
  • Styrket samarbejde om udsendelse med afghanske myndigheder
  • Flere penge i hånden til afviste asylansøgere og flygtninge og familiesammenførte mv., der har fået deres opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, som udrejser frivilligt til Syrien eller Afghanistan i resten af 2026
  • Flere penge i hånden, hvis udlændinge med oprindelse i MENAPT-lande rejser frivilligt hjem i resten af 2026
  • Fordobling af perioden, hvor udlændinge skal tilbagebetale repatrieringsstøtte, hvis de vender retur til Danmark

3. Strammere greb om udlændinge uden lovligt ophold

Indføre ny fodlænkeordning til kriminelle udlændinge på udrejsecentre og skærpe sikkerheden på og omkring Kærshovedgård

  • Udlændinge, der ikke overholder deres kontrolforpligtelser, pålægges efter eventuel afsoning at bære GPS-fodlænke i ét år
  • Udlændinge, der ikke overholder vilkårene og f. eks. fjerner GPS-fodlænken, vil kunne idømmes en frihedsstraf, der som udgangspunkt afsones i fodlænke på et udrejsecenter
  • Udlændinge, der ikke samarbejder om at afsone i fodlænke på et udrejsecenter eller overtræder vilkårene for afsoning i fodlænke, skal i fængsel
  • Flere overvågningskameraer og øget tilstedeværelse af personale for at opretholde sikkerheden 

4. Første modtagecenter uden for EU

Styrke arbejdet med oprettelsen af første modtagecenter uden for EU

  • Gå forrest for at oprette det første modtagecenter uden for EU i samarbejde med andre EU-lande
  • Styrke arbejdet yderligere ved at oprette et rejsehold på migrationsområdet

5. Flygtninge skal være i Danmark midlertidigt

Undersøge nye initiativer for at sikre midlertidighed for flygtninge og familiesammenførte til flygtninge

  • Undersøge, om det inden for rammerne af konventionerne er muligt at inddrage flygtninges opholdstilladelser i videre omfang end i dag
  • Sikre, at reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse ikke begrænser os i at gå til kanten af de internationale forpligtelser i forhold til at inddrage flygtninges opholdstilladelser

Faktaark:

Skærpelse af udvisningsregler

Udsendelser

Fodlænke til bl.a. kriminelle udlændinge på udrejsecenter