Regeringen præsenterer samlet handlingsplan mod racisme i Danmark

Racisme eksisterer desværre i det danske samfund. Regeringen præsenterer derfor 36 initiativer, som skal bidrage til bekæmpelsen af racisme.

Racisme har ingen plads i Danmark. Alligevel oplever nogle borgere i Danmark stadig at blive behandlet dårligt på grund af deres baggrund. Det vil regeringen gøre noget ved med en ny handlingsplan mod racisme, der indeholder en lang række initiativer på flere forskellige områder.

Planen er blevet udarbejdet på baggrund af input fra en række relevante civilsamfundsorganisationer, ligesom Folketingets partier har været inviteret til at komme med input til planen. 

Handlingsplanen er den første af sin art siden 2010, hvor den daværende regeringen publicerede handlingsplanen Handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

Racismens grimme ansigt viser sig desværre stadig i Danmark. Det skader sammenhængskraften og undergraver fundamentet for vores velfærdssamfund.

Jeg er derfor glad for, at vi nu har en samlet handlingsplan med en masse gode initiativer. Jeg er sikker på, at planen vil have en positiv indvirkning i kampen mod racisme og udgøre et solidt fundament for indsatsen de næste år.

Samtidig må jeg også være ærlig og sige, at racisme ikke kan afskaffes med et pennestrøg fra Christiansborg. Det er også et spørgsmål om en kulturændring og et personligt ansvar, som vi alle skal tage på os.

Venstres udlændinge- og integrationsordfører Hans Andersen udtaler:

Racisme hører ingen steder til og er uacceptabelt. Med handlingsplanen iværksættes der nu en lang række tiltag. Det er positivt, at de tiltag fokuserer på reelle problematikker, frem for at udvande racismebegrebet så meget, at det mister betydning. Jeg er særligt glad for det store fokus, der er i handlingsplanen på bekæmpelse af diskrimination og racisme mod grønlændere i Danmark.

Moderaternes udlændinge- og integrationsordfører Mohammad Rona udtaler:

Racisme er et alvorligt samfundsproblem, der undergraver det gode tillidssamfund, vi har i Danmark. Derfor er jeg glad for, at regeringen har lanceret en omfattende handlingsplan for at bekæmpe racisme i alle former – fra diskrimination af medborgere med mellemøstlig baggrund til den seneste stigning i had mod jødiske og grønlandske danskere.

Vi hverken kan eller vil acceptere det. Jeg håber, at handlingsplanens initiativer bliver en øjenåbner for alle i samfundet. Både hvad angår virksomheder, men også det individuelle ansvar vi hver især har, så vi i fællesskab kan modarbejde den forskelsbehandling, som mange oplever i øjeblikket.

Læs om de 36 tiltag i publikationen 'Handlingsplan mod racisme' her.

 

Fakta:

  • Der er i alt afsat 18,2 mio. kr. i 2025 og 2026 til handlingsplanen mod racisme.
  • Der indgår i alt 36 initiativer i handlingsplanen, der er delvist finansieret af de afsatte midler og delvist fra andre finansieringskilder, herunder rammen på i alt 35 mio. kr. i 2025-2028, som regeringen i januar afsatte til at bekæmpe racisme og diskrimination mod herboende grønlændere.