Danskuddannelsesreformen er nu evalueret

En omfattende evaluering af danskuddannelsesreformen, der udspringer af den politiske aftale af 17. november 2016 om ’Mere virksomhedsrettet danskuddannelse til voksne udlændinge’, indikerer, at det overordnede formål med reformen er blevet indfriet.

Evalueringen, der samlet omfatter både mindre analyser og egentlige evalueringsrapporter, peger bl.a. på, at det beskæftigelsesrettede indhold af danskundervisningen er gennemgående på tværs af danskuddannelserne, ligesom danskuddannelsesområdet som helhed er blevet effektiviseret. Endvidere fremgår det, at der er en lille stigning i andelen af sprogcentrene, som samarbejder med virksomheder om virksomhedsforlagt danskundervisning. Evalueringen viser dog også, at det ikke er alle reformtiltag, der har fået den ønskede effekt, og at nogle af reformtiltagene har haft visse utilsigtede effekter. F.eks. peger evalueringen på, at klippekortsordningen er administrativt tung for sprogcentrene.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Det glæder mig, at vi med evalueringen nu har et solidt grundlag for at se på, hvordan vi kan sikre, at vi også fremover har et godt danskuddannelsestilbud til udlændinge. Det er helt centralt for en vellykket integration. Evalueringen peger på nogle gode tendenser - dem skal vi holde fast i og styrke. Det gælder f.eks. øget fokus på mundtlighed i undervisningen, der vurderes at kunne styrke kursisternes integration på arbejdsmarkedet. Evalueringen peger også på mulige negative udviklingstendenser på området som f.eks. øgede administrative byrder - dem skal vi se nærmere på. Jeg har indbudt alle Folketingets partier til en overordnet drøftelse af evalueringens resultater inden sommerferien og vil i efteråret se nærmere på behovet for konkret opfølgning."

Aftalen af 17. november 2016 om ’Mere virksomhedsrettet danskuddannelse til voksne udlændinge’ mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Konservative og Socialistisk Folkeparti omfatter fem overordnede indsatsområder; 1) enklere og mere arbejdsmarkedsrettet danskundervisning, 2) friere rammer for undervisning på virksomheder, 3) øget kommunalt ansvar, 4) reduktion af frafald og 5) mere fleksible og relevante lærerkompetencer.

Læs mere om evalueringen her (pdf) (åbner nyt vindue)

Læs evaluering af danskuddannelsesreformen (pdf) (åbner nyt vindue)

Læs evaluering af Virkdanskpuljen (pdf) (åbner nyt vindue)

Læs rapporten ’Fravær fra danskuddannelse for flygtninge og indvandrere’ på Ankestyrelsens hjemmeside (åbner nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Søren Staberg Madsen, tlf. 61 98 32 79, ssma@uim.dk

Pressechef Pelle Dam Nielsen, PDAN@uim.dk, tlf. 61983280