Entry/Exit System (EES) er et fælleseuropæisk digitalt ind- og udrejsesystem, hvor visumpligtige og visumfrie tredjelandsstatsborgeres ind- og udrejser af Schengenområdet registreres, når de rejser på kortvarigt ophold (op til 90 dage inden for 180 dage).
Registreringen i EES erstatter gradvist de fysiske passtempler og skal medvirke til at modernisere grænsekontrollen og øge sikkerheden ved de ydre Schengengrænser samt internt i Schengenområdet.
EES tages gradvist i brug fra den 12. oktober 2025. Læs mere om systemet og den gradvise ibrugtagning på den officielle EU-hjemmeside her.
EES bliver sat gradvist i drift i 29 europæiske lande i perioden fra den 12. oktober 2025 til og med 9. april 2026. Det betyder, at ibrugtagning af EES vil ske i faser i de respektive lande. Registreringen af tredjelandsstatsborgeres oplysninger i EES vil derfor, i nogle lande, ikke ske ved samtlige grænseovergange fra start, ligesom der kan være grænseovergange, hvor biometri ikke optages i denne periode.
EES idriftsættes gradvist i Københavns Lufthavn (CPH) og fuldt ud i resten af Rigsfællesskabet.
Den fysiske stempling af rejsedokumenter opretholdes under den gradvise idriftsættelse, og tredjelandsstatsborgerens ind- og udrejser af Schengenområdet vil derfor også fremgå af passet i denne periode.
Under den gradvise idriftsættelse kan der være EES-funktioner, som endnu ikke er sat i drift, herunder den webtjeneste, der skal gøre det muligt at finde oplysninger om den resterende varighed af en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold.
Når en tredjelandsstatsborger krydser en ydre Schengengrænse, opretter eller ajourfører grænsemyndighederne en individuel rejsemappe i EES. EES-rejsemappen indeholder følgende:
· oplysninger fra tredjelandsstatsborgerens rejsedokument herunder navn, nationalitet og fødselsdato
· biometrisk data (ansigtsbillede og fingeraftryk)
· oplysninger om ind- og udrejser af Schengenområdet
· hvis relevant, information om nægtelse af indrejse
EES beregner løbende den resterende varighed af tredjelandsstatsborgerens lovlige, korte ophold i Schengenområdet.
Oplysninger registreret i EES vil som udgangspunkt blive opbevaret i 3 år. Læs mere her.
Relevante myndigheder, hovedsagligt politi, visum- og udlændingemyndigheder, i de europæiske lande, der anvender EES, har via EES adgang til oplysninger om tredjelandsstatsborgeres rejseaktivitet ind i og ud af Schengenområdet samt om lovligheden af et korttidsophold. Transportører, fx flyselskaber, vil via en applikation være i stand til at tjekke, om en udlænding har ret til at indrejse i Schengenområdet.
EU-borgere og familiemedlemmer til EU-borgere samt tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse i et Schengenland vil som udgangspunkt ikke blive registreret i EES. Derudover er en række persongrupper undtaget fra EES-registrering. Det gælder bl.a. visse grupper, der rejser i tjenesteøjemed fx:
Listen er ikke udtømmende. Læs mere om grupper undtaget fra EES-registrering her.
Opnår en tredjelandsstatsborger opholdstilladelse i Danmark eller i et andet Schengenland, vil en eventuel EES-rejsemappe blive slettet af den myndighed, der meddeler opholdstilladelsen. I Danmark slettes EES-rejsemappen som udgangspunkt af enten Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Den accepterede dokumentation for opholdstilladelse i et Schengenland er et opholdskort eller et visum til længerevarende ophold (D-visum), og er tredjelandsstatsborgeren i besiddelse heraf, vil der ikke ske registrering i EES ved ind- og udrejser af Schengenområdet.
Udlændingemyndighederne anbefaler, at tredjelandsstatsborgere, der ønsker at rejse eller opholde sig i Schengenområdet på et kortvarigt ophold efter udløbet af den danske opholdstilladelse, får oprettet en EES-rejsemappe som dokumentation for det lovlige ophold. Det vil som udgangspunkt være relevant for tredjelandsstatsborgere med ret til visumfrit ophold. Visumpligtige tredjelandsstatsborgere skal udrejse af Schengenområdet og søge om visum til et kortvarigt ophold, hvis de ønsker at opholde sig i Schengenområdet efter udløbet af en opholdstilladelse.
Hvis en visumfri tredjelandsstatsborger ikke henvender sig til udlændingemyndighederne for at få oprettet en EES-rejsemappe inden udrejsen, opretter grænsemyndighederne mappen i EES i forbindelse med udrejsen. Dette kan give forsinkelse i forbindelse med udrejsen.
Behandling af personoplysninger registreret i EES sker efter reglerne i databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016). Læs mere her.
Tredjelandsstatsborgere, som har fået registreret deres data i EES, har som udgangspunkt ret til indsigt i disse oplysninger og til at få faktuelt ukorrekte oplysninger rettet og ulovligt registrerede oplysninger slettet. Dette kan ske ved henvendelse til den myndighed, der senest har registreret eller ændret oplysningerne i EES.
Læs mere om hvilke data der registreres og opbevares i EES her.
Implementeringen af EES på Færøerne og i Grønland sker som i øvrige danske politikredse. Når en tredjelandsstatsborger rejser ind i og ud af Schengenområdet via de ydre grænser på Færøerne og i Grønland, med henblik på kort ophold (med visum eller visumfrit), skal det derfor registreres i EES.
Visumfrie såvel som visumpligtige tredjelandsstatsborgere kan opholde sig på Færøerne eller i Grønland på et kortvarigt ophold i maksimalt 90 dage inden for 180 dage. Et eventuelt ophold i Schengenområdet medregnes i så fald i de 90 dage.