Danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl.

Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. har til formål at bidrage til, at voksne udlændinge opnår nødvendige dansksproglige kompetencer og viden om kultur- og samfundsforhold i Danmark, så de kan deltage i og bidrage til samfundet på lige fod med samfundets øvrige borgere.

Hvem gør hvad

Udlændinge- og Integrationsministeriet er ansvarlig for lovgivning, regulering og vejledning vedrørende tilbud om danskuddannelse efter lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration er ansvarlig for de faglige retningslinjer for danskuddannelse, lærerkvalifikationer, dansk- og vidensprøver, og herunder kvalitetssikring og tilsyn. Det sker bl.a. i tæt dialog med landets kommunale og private sprogcentre, som varetager danskuddannelse og afholder prøver. SIRI udarbejder og afholder desuden kurser, seminarer og konferencer som en del af kvalitetssikringen af danskuddannelserne. På siri.dk kan du finde de samlede faglige vejledninger og retningslinjer for danskuddannelse, test, prøver og tilsyn.

Kommunerne er ansvarlige for at tilbyde danskuddannelse til voksne udlændinge inden for rammerne af danskuddannelsesloven. Derudover skal kommunerne løbende føre tilsyn med sprogcentrene.

Læs mere om danskuddannelse på danskogproever.dk

Målgruppe

Danskuddannelseslovens målgruppe omfatter både flygtninge, familiesammenførte og indvandrere samt arbejdstagere og studerende fra både EU-lande og tredjelande.

Danskuddannelse tilbydes nyankomne udlændinge, der er fyldt 18 år og har opholdstilladelse eller i øvrigt har fast, lovligt ophold i Danmark og er folkeregistreret i kommunen. Danskuddannelse tilbydes også nyankomne udlændinge, som har fast ophold i medfør af EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v. og har bopæl i en kommune.

Herudover har EU-grænsependlere adgang til danskuddannelse. EU-grænsependlere er arbejdstagere, der arbejder i Danmark, eller personer, der har etableret selvstændig virksomhed her i landet, uden at bo her. Endvidere kan herboende grønlændere og færinger over 18 år og danske statsborgere over 18 år med langvarigt ophold i udlandet modtage danskundervisning i henhold til danskuddannelsesloven, hvis de ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund.