Aktuelt fra Indfødsretskontoret

Her kan du læse nyt fra Indfødsretskontoret, herunder om status på lovforslag om indfødsrets meddelelse og ministeriets aktuelle projekt til nedbringelse af sagsbehandlingstiden.

Lovforsalg om indfødsrets meddelelse (24-10-24)

Lovforslag L 63 om indfødsrets meddelelse blev fremsat den 24. oktober 2024.

Du kan følge lovforslaget på Folketingets hjemmeside.

De personer, som fremgår af lovens §§ 1-4, vil automatisk blive danske statsborgere, når loven træder i kraft. De vil herefter modtage deres statsborgerretsbeviser med posten. Ministeriet forventer at kunne fremsende beviserne i løbet af en måned efter lovens ikrafttræden.

De personer, som fremgår af lovens §§ 6-9, er omfattet af kravet om deltagelse i en grundlovsceremoni, der foregår i deres hjemkommune. De relevante personer vil modtage nærmere information fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, når lovforslaget er vedtaget.

 

Nyt fra Indfødsretskontoret (04-07-23)

Udtalelse fra FN’s Menneskerettighedskomité

FN’s Menneskerettighedskomité fandt ved ikke retligt bindende udtalelse af 30. november 2022 i sagen J.S.K.N. mod Danmark (Klagesag nr. 2754/2016), at Danmarks behandling af klagerens ansøgning om dansk statsborgerskab ved naturalisation udgjorde en krænkelse af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

På baggrund af kritikken anføres det af Menneskerettighedskomitéen, at Danmark skal foretage en effektiv udbedring, herunder en passende godtgørelse og en fornyet behandling af den pågældendes ansøgning, og at Danmark skal undgå lignende krænkelser i fremtiden. Endelig skal kritikken offentliggøres på dansk.

Regeringen har den 30. maj 2023 afvist kritikken fra FN’s Menneskerettighedskomité under henvisning til bl.a., at J.S.K.N. ikke har udtømt sine nationale retsmidler. Regeringen har også afvist kritikken med henvisning til, at begrundelseskravet ikke er tilsidesat. Regeringen har endeligt afvist at foretage en passende udbedring og godtgørelse, da Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke har fundet anledning til at genoptage sagen på det foreliggende grundlag. Det bemærkes, at det er muligt for J.K.S.N. at anmode Udlændinge- og Integrationsministeriet om genoptagelse af sagen, hvis der foreligger nye væsentlige oplysninger af relevans for sagen. I lyset af udbredelsen af engelskkundskaber i Danmark finder regeringen det ikke nødvendigt at foranstalte udtalelsen oversat til dansk.

Læs orienteringen til Indfødsretsudvalget om kritik af Danmark fra FN’s Menneskerettighedskomité.

Læs udtalelsen fra FN's Menneskerettighedskomité.

Læs følgebrev fra FN's Menneskerettighedskomité.

Læs regeringens svar på FN's udtalelse.