Udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge bliver nu skærpet. Det sker, efter regeringens udvisningsreform nu er vedtaget.
Der er behov for en ny kurs, så flere kriminelle udlændinge udvises af Danmark. Vedtagelsen af regeringens udvisningsreform i Folketinget i dag er et stort skridt i den retning.
Med udvisningsreformen bliver reglerne skærpet, så kriminelle udlændinge som det helt klare udgangspunkt bliver udvist, hvis de fremover idømmes mindst ét års fængsel for alvorlig kriminalitet som grov vold eller voldtægt.
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov udtaler:
Kriminelle udlændinge har ikke noget at gøre i Danmark. Med udvisnings-reformen strammer vi nu loven, så udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet, som udgangspunkt smides ud af landet. Den Europæiske Menneskerettighedskonventionen beskytter i dag i for mange tilfælde de kriminelle mere end deres ofre. Sådan skal det ikke være. Derfor er Danmark gået forrest i arbejdet med at finde den rette balance i Menneskerettigheds-domstolens praksis, når det gælder udvisning af kriminelle udlændinge, og jeg er glad for, at der nu er historisk bred opbakning i Folketinget til den kurs.
Udvisningsreformen strammer også grebet om de udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark og bor på et udrejsecenter. Udlændinge, der straffes for gentagne overtrædelser af deres kontrolforpligtelser, vil efter eventuel afsoning blive påbudt at bære GPS-fodlænke i ét år.
Livet skal være så surt og besværligt som muligt for de udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark. Hvis man er ligeglad med myndighedernes krav, skal man mærke konsekvenserne. Derfor presser vi dem nu endnu hårdere til at rejse hjem,” siger Morten Bødskov.
Reformen indeholder desuden en styrkelse af repatrieringsordningen og hjemrejsestøtteordningen til udlændinge, der frivilligt forlader Danmark og rejser hjem.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.