Højesteret afsagde den 3. september 2025 (U.2025.4496H) og den 3. oktober 2025 (U.2026.296H) domme i to sager vedrørende berettigede forventninger om dansk statsborgerskab.
I dommene har Højesteret fastslået, at forventnings- og indrettelseshensyn kan føre til, at en person har dansk statsborgerskab, selvom indfødsretslovgivningens betingelser for at erhverve dansk statsborgerskab ikke har været opfyldt. Højesteret har også fastslået, at EU-rettens regler om unionsborgerskabet kan spille en rolle, hvis der er tale om personer, som ikke har statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.
Denne forståelse adskiller sig fra Udlændinge- og Integrationsministeriets hidtidige praksis. I ministeriets hidtidige praksis har spørgsmålet om erhvervelse af statsborgerskab udelukkende været vurderet ud fra de formelle betingelser, der er fastsat i indfødsretslovgivningen. Højesteretsdommene indebærer dermed, at ministeriets hidtidige praksis ikke ubetinget kan fastholdes.
Dette betyder, at en person, der tidligere har modtaget en afgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at vedkommende ikke er og aldrig har været dansk statsborger, kan anmode ministeriet om at få sin sag genoptaget.
En anmodning om genoptagelse skal indeholde oplysninger om de forhold, som efter vedkommendes opfattelse kan begrunde en fornyet vurdering, herunder eksempelvis hvis den pågældende har haft rimelig grund til at tro, at vedkommende var dansk statsborger. Hvis ministeriet vurderer, at der er grundlag for genoptagelse, vil ministeriet genoptage sagen med henblik på at foretage en fornyet vurdering af sagen, herunder om vedkommende har en berettiget forventning om at være dansk.
Ved den fornyede vurdering vil ministeriet blandt andet lægge vægt på, om personen havde rimelig grund til at tro, at vedkommende var dansk statsborger og har indrettet sig herefter. Ministeriet vil endvidere vurdere, om ændringen af vedkommendes statsborgerskabsstatus vil være uforholdsmæssigt indgribende efter EU-retten.
Højesterets dom af 3. september 2025 (U.2025.4496H) kan læses her: 29672-2024
Højesterets dom af 3. oktober 2025 (U.2026.296H) kan læses her: 29574-2024
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.