Berostillelse af visse sager som følge af fejl i Kriminalregisteret

Justitsministeriet har den 2. september 2026 orienteret Folketinget om, at Rigspolitiet er blevet bekendt med en fejl i Kriminalregisteret, og at Rigspolitiet er ved at undersøge omfanget og konsekvenserne af fejlen i forhold til en række sagstyper.

Fejlen i Kriminalregisteret kan have betydning for udlændingemyndighedernes administration af sager, hvor der i sagsbehandlingen gøres brug af oplysninger fra Kriminalregisteret, herunder for at vurdere, om en betingelse om, at en ansøger ikke må have begået kriminalitet i Danmark, er opfyldt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har derfor besluttet, at behandlingen af verserende sager om indfødsret, hvor fejlen i Kriminalregisteret kan have betydning, stilles i bero indtil videre. Ministeriet har endvidere anmodet udlændingemyndighederne om indtil videre at indstille behandlingen af sager, hvor fejlen kan have betydning.