Ministeriet genoptager behandlingen af berosatte sager efter fejl i Kriminalregisteret

Udlændinge- og Integrationsministeriet orienterede den 7. september 2026 om, at visse sager blev berosat som følge af, at Rigspolitiet var blevet bekendt med en fejl i Kriminalregisteret.

Baggrunden for berosættelsen var, at fejlen kunne have betydning for udlændingemyndighedernes administration af sager, hvor der i sagsbehandlingen gøres brug af oplysninger fra Kriminalregisteret.

Justitsministeriet har siden oplyst til Udlændinge- og Integrationsministeriet, at Rigspolitiet på baggrund af afdækningen og den gennemførte genopretning af afgørelser i Kriminalregisteret vurderer, at fejlens konsekvenser for Kriminalregisteret er meget begrænsede, og at Rigspolitiet i forbindelse med det videre arbejde i samarbejde med berørte myndigheder vil afdække, i hvilket omfang fejlen kan have haft betydning for sagsbehandlingen hos andre myndigheder og i så fald tage stilling til håndteringen heraf.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har derfor besluttet at genoptage behandlingen af de sager om indfødsret, som var stillet i bero. Ministeriet har endvidere anmodet udlændingemyndighederne om at genoptage behandlingen af andre berosatte sager, hvor fejlen kunne have en betydning.