EU skal overvåge sociale medier, så medlemslandene og Frontex bedre kan forudse store migrantbevægelser, der kan lægge tryk på de ydre grænser. Det mener udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov, som er tilfreds med, at EU-Kommissionen har lyttet til Danmark.
Det var voldsomt, da titusindvis af illegale immigranter i slutningen af juli strømmede ind i Ceuta.
Forinden florerede der opslag i hobetal på sociale medier med oplysninger om, at det spanske politi ikke kunne sende migranter tilbage til Marokko, hvis de krydsede grænsen til Ceuta over vand. Og det kan have været medvirkende til, at migranterne pludselig strømmede over grænsen til eksklaven.
Derfor er udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov godt tilfreds med, at EU-Kommissionen er på linje med Danmark og nu vil give grænseagenturet Frontex mandat til at overvåge sociale medier, så lignende migrantstrømme fremover bedre kan forudses.
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov siger:
Situationen i Ceuta kunne have været håndteret bedre – måske endda undgået – hvis vi havde haft overblik over den mis- og desinformation, der blev spredt på de sociale medier. Migrantstrømme bliver brugt af fjendtlige aktører for at lægge pres på EU, og derfor skal vi ruste os bedre, så vi kan modvirke det pres.
I forbindelse med situationen i Ceuta opstod der ifølge den europæiske udenrigstjeneste betydelig udenlandsk misinformation, som blandt andet skulle skabe en fortælling om, at EU ikke har styr på de ydre grænser.
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov siger:
Det er tydeligt, at der er fjendtlige aktører, der spredte betydelig misinformation i forbindelse med situationen i Ceuta. Det skal vi blive langt bedre til at opdage i tide, for der er ondsindede kræfter, der bruger migranter som politisk våben til at destabilisere EU ved at lægge pres på vores grænser. Det vil vi ikke finde os i, og derfor skal overvågningen styrkes markant.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.