Bødskov rejser til Rom og Berlin i afgørende fase om EU-udrejsecentre

Indsatsen for at etablere udrejsecentre uden for Europa er trådt ind i en afgørende fase. Onsdag og torsdag rejser udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov til Rom og Berlin for at drøfte planen for centrene med nogle af Danmarks allierede.

Danmark har siden 2019 været et europæisk foregangsland i ambitionen om gennemgående at transformere migrations- og asylpolitikken i Europa.

Og gennem årene har et stigende antal EU-lande set nødvendigheden for en ny tilgang til migration og asyl og tilsluttet sig de danske ambitioner.

Nu er arbejdet med at etablere de første centre trådt ind i en afgørende fase.

Derfor rejser udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov onsdag og torsdag til henholdsvis Rom og Berlin for at drøfte etableringen af et udrejsecenter med sine europæiske ministerkollegaer.

Ministeren siger i den forbindelse:

”Danmark stod næsten alene, da vi første gang luftede ambitionen om at skabe et helt nyt system for migration og asyl i Europa. Derfor har vi også hele vejen igennem stået i spidsen for arbejdet. De kommende dage vil jeg drøfte den første milepæl, nemlig udrejsecentrene, med nogle af vores tætteste EU-allierede i denne vigtige sag. Og så regner jeg med, at vi meget snart kan starte konkret dialog med et partnerland.”

Senest gav Europa-Parlamentet grønt lys til en såkaldt tilbagesendelsesforordning, der baner vejen for, at Danmark og allierede lande kan indgå i en dialog med lande uden for EU om etablering af udrejsecentre.

Derfor kan udlændinge- og integrationsministeren nu sætte fart på arbejdet med at etablere udrejsecentre uden for Europa:

”Udlændinge uden lovligt ophold skal ikke være i Danmark. Derfor er det helt afgørende for regeringen, at vi får etableret et udrejsecenter uden for EU, så vi ikke skal huse afviste asylansøgere på dansk jord.”

Ministeren mødes onsdag med den italienske indenrigsminister Matteo Piantedosi, før han torsdag mødes med den tyske indenrigsminister Alexander Dobrindt. Undervejs vil han desuden mødes med diverse relevante aktører, herunder f.eks. UNHCR i Italien.