Regeringen vil begrænse, hvem der er berettiget til opholdstilladelse i Danmark efter reglerne for fordrevne fra Ukraine.
Kort efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 vedtog et bredt flertal i Folketinget et opholdsgrundlag for de mange ukrainere, der blev fordrevet og rejste ud af Ukraine.
Nu foreslår regeringen at tilpasse reglerne, så visse ukrainere fremadrettet ikke kan tildeles opholdstilladelse efter særloven. Det gælder personer, der kommer fra konkrete områder af Ukraine, der er mindre berørt af krigshandlinger samt personer, der er omfattet af de ukrainske regler om mobilisering.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:
Fra dansk side skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Ukraine mod de brutale russiske angreb. Krigen har nu stået på i fire år, og de danske kommuner har i dag omkring 45.000 fordrevne boende fra Ukraine. Derfor vil regeringen nu justere reglerne for ophold efter særloven, så personer fra mindre krigsramte områder af Ukraine og personer omfattet af de ukrainske regler for mobilisering fremover ikke kan få opholdstilladelse i Danmark.
Det skal både imødekomme den ukrainske regering, der flere gange har opfordret til, at ukrainske mænd, der indkaldes til militæret, ikke får opholdstilladelse i Europa. Men det skal også aflaste de kommuner, der er hårdt pressede af at finde boliger til de nytilkomne ukrainere og modtage dem i lokalsamfundene.
Kommunerne har været helt afgørende i modtagelsen af de mange fordrevne fra Ukraine og har taget et meget stort ansvar.
I andet halvår af 2025 skete der en stigning i antallet af fordrevne fra Ukraine, der søgte til Danmark. Det skete, da Ukraine lempede udrejsereglerne for unge mænd. Tendensen toppede i oktober 2025, hvor ca. 2.300 personer søgte ophold efter særloven. Siden da er der sket et fald. I december og januar 2026 blev der således modtaget henholdsvis ca. 1.700 og 1.400 ansøgninger.
Regeringen forventer at fremsætte et lovforslag om justeringerne i april 2026. Ændringerne vil ikke få betydning for dem, der allerede har opnået opholdstilladelse efter særloven.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.