Det europæiske grænse- og kystvagtsagentur Frontex spiller en vigtig rolle i arbejdet med at beskytte EU’s ydre grænser mod irregulær migration. Beskyttelse af EU’s ydre grænser er også beskyttelse af Danmark, siger Udlændinge- integrationsminister Rasmus Stoklund.
For at beskytte EU’s ydre grænser bedst muligt bidrager alle EU-lande hvert år med materiel og mandskab til det europæiske grænse- og kyst-vagtsagentur Frontex.
Frontex arbejder i og omkring Middelhavet, hvor der er et stort migrationspres mod EU’s ydre grænser. Frontex er også til stede ved EU’s østlige grænser, hvor de bistår medlemslandene i deres arbejde med at forhindre fremmede magter i at bruge migranter til at destabilisere grænsen.
Frontex har et stort behov for særligt flyvende og sejlende bidrag, og Danmark har derfor valgt at sende både fly, helikopter og patruljebåde som en del af vores bidrag til Frontex i 2027.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtaler:
Når vi beskytter EU’s ydre grænse, passer vi også på Danmarks grænser. Hver måned krydser titusindvis af migranter EU’s ydre grænser ulovligt. Et stærkt Frontex er derfor et solidt værn mod den irregulære migration, der også rammer Danmark, hvis vi ikke forhindrer, at kyniske menneskesmuglere sender migranter på en farefuld rejse over Middelhavet. Derfor tilbyder vi endnu en gang et stort dansk bidrag til det fælles grænseagentur.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen udtaler:
Presset på EU’s ydre grænser er stort. Derfor er der brug for, at vi står sammen i Europa om vores fælles sikkerhed. Det er en prioritet for regeringen, og derfor er jeg glad for, at Danmark kan bidrage med nogle at de højt efterspurgte kapaciteter til Frontex. Danmark stiller således igen i 2027 fly- og helikopterbidrag, patruljebådsbidrag og køretøjer med overvågningsudstyr til rådighed for Frontex. Ved at bidrage aktivt til den fælles beskyttelse af EU’s ydre grænser, værner vi om danskernes sikkerhed og tryghed.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
Europas udfordringer med irregulær migration og beskyttelsen af vores ydre grænser kræver fælles løsninger og er et fælles ansvar. Når Danmark bidrager markant til Frontex, er det fordi, at vi tager vores ansvar for Eu-ropas sikkerhed og stabilitet på os. Frontex spiller en vigtig rolle i at beskytte EU’s ydre grænser og bekæmpe menneskesmugling og andre former for grænseoverskridende kriminalitet.
Frontex har til opgave at håndtere bl.a. migrationsmæssige udfordringer og grænseoverskridende kriminalitet som smugling, terrorisme og menneskehandel.
Danmark har siden 2015 bidraget til Frontex ved at stille en række forskellige bidrag til rådighed.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.