Bødskov rejser til Østrig for at drøfte nye udrejsecentre

Mandag rejser udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov til Wien for at drøfte næste skridt i planerne om at etablere udrejsecentre uden for EU med sin østrigske minister kollega.

Arbejdet med fundamentalt at transformere EU's migrations- og asylsystem og etablere udrejsecentre uden for EU er blandt regeringens højeste prioriteter.
 
I flere år har Danmark stået i spidsen for et europæisk arbejde om nye løsninger til at håndtere EU’s migrationsudfordringer, og de senere år har opbakningen været støt stigende. Hvor Danmark for nogle år tilbage stod alene i ambitionen om at ændre EU’s udlændingepolitik, er der nu bred opbakning blandt EU-landene. Derfor forbereder Danmark sammen med en række tætte, europæiske allierede nu de næste skridt i etableringen af de første udrejsecentre uden for EU.
 
Østrig er én af de tætte samarbejdspartnere for Danmark, og mandagens møde med den østrigske indenrigsminister Gerhard Karner kommer på et afgørende tidspunkt, hvor arbejdet skal omsættes til konkrete partnerskaber og løsninger.
 
”Vi har arbejdet intensivt med en grundlæggende forandring af EU’s migrations- og asylpolitik i årevis. Og vi er nu tættere på at gøre den ambition til virkelighed end nogensinde før. Jeg forventer, at vi meget snart kan starte den konkrete dialog med potentielle partnerlande uden for EU om udrejse centre. Jeg ser derfor frem til at mødes med min østrigske ministerkollega, så vi kan fortsætte drøftelserne om, hvordan vi kan sende udlændinge uden lovligt ophold til et udrejsecenter uden for EU i løbet af næste år,” siger udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov.
 
På mødet skal ministrene blandt andet drøfte det videre arbejde med at etablere udrejsecentre uden for EU samt de juridiske og praktiske rammer for centrene.
 
Østrig er en del af den såkaldte femlandegruppe, der sammen med Dan mark har taget teten i det konkrete arbejde med udrejsecentrene. Gruppen tæller også Tyskland, Grækenland og Nederlandene.