Bødskov: Bred opbakning til danske forslag på EU-møde

Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov har tirsdag formiddag deltaget i et EU-hastemøde om situationen i Ceuta. Her gjorde den danske minister det klart, at det er et fælles EU-ansvar at sikre og styrke de ydre grænser.

På baggrund af weekendens kaotiske situation omkring den spanske enklave Ceuta har udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov tirsdag formiddag deltaget i et hasteindkaldt virtuelt møde med sine europæiske kollegaer.

For selvom situationen i Ceuta er nogenlunde normaliseret, viser de seneste dages begivenheder med al tydelighed, at EU’s ydre grænser ikke er rustet til det pres fra migranter, vi oplever gang på gang.

”Det er fuldstændigt uholdbart, at vi lige har været vidne til en situation, hvor titusindvis af illegale migranter på meget kort tid krydser en af EU’s ydre grænser. Jeg er meget tilfreds med, at Spanien har handlet hurtig ved at indsætte blandt andet politi og militær, og at mange migranter allerede er vendt tilbage til Marokko. Men begivenhederne viser, at det er helt afgørende, at vi har kontrol med EU’s grænser,” siger Morten Bødskov.

På hastemødet understregede udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov, at ansvaret for en stærk grænsekontrol hviler på alle EU-landene.

”Det pres, vi ser på EU's ydre grænser, kræver et øjeblikkeligt og håndfast svar fra alle EU-lande. Vi vil ikke acceptere en gentagelse af situation i 2015, hvor der gik hul på EU’s grænser. Ukontrolleret indvandring er en trussel mod Europa og Danmark, og derfor er det et fælles europæisk ansvar at sikre de ydre grænser og styrke samarbejdet med landene i vores nærområder, så færre flygter til Europa,” siger Morten Bødskov.

Ved mødet præsenterede udlændinge- og integrationsministeren fem konkrete handlingsspor, der skal styrke EU’s ydre grænser, og som der på mødet var bred opbakning til:

  1. Det er helt afgørende, at EU’s ydre grænser er tilstrækkeligt beskyttet. Det må EU være med til at finansiere, og det kan eksempelvis ske ved, at EU’s grænsekontrolagentur Frontex får bedre mulighed for hurtigt at stille det nødvendige mandskab og udstyr til rådighed, når lande oplever ekstraordinært migrationspres, som vi lige har set.
  2. Det europæiske grænseovervågningssystem skal have et målrettet eftersyn, så vi hurtigere får aktuel og tilstrækkelig information og viden om migrationsstrømmene, så vi kan reagere hurtigere, når presset øges på grænserne.
  3. Vi skal styrke grænsekontrollen i landene på de store migrationsruter mod EU som eksempelvis Marokko for at styrke tredjelandenes forpligtigelse til at stoppe migrationsstrømmene.
  4. Vi skal styrke det brede migrationssamarbejde med landene i Europas nærområder, så vi får stækket den illegale migration. Det skal ske ved at målrette ulandsbistanden til eksempelvis jobskabelsesindsatser.
  5. Vi skal have mere viden om, hvad vi står overfor. Derfor skal det kommende Schengenbarometer fokusere på en analyse af de eksterne grænser, samt hvad EU kan gøre for at styrke grænsekontrollen yderligere.

Derudover skal EU-Kommissionen fremlægge en analyse og forslag til nye initiativer til at styrke EU’s ydre grænse ved det kommende EU-ministermøde i oktober.