Minister sender brev til kommuner om deres kendskab til bønnekald

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund sender i dag et brev til alle landets kommuner med en opfordring til at melde ind til ministeriet, hvis kommunerne kender til konkrete hændelser med bønnekald eller anmodninger til kommunerne om tilladelse til bønnekald.

Det sker i forlængelse af, at ministeren har bedt sit ministerium genoptage arbejdet med at undersøge muligheden for at forbyde bønnekald i det offentlige rum i Danmark. Besvarelserne vil være med til at kvalificere det videre arbejde.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtaler:

Jeg mener ikke, at bønnekald hører hjemme i Danmark. Derfor vil jeg gerne vide, om kommunerne har kendskab til konkrete eksempler på bønnekald eller har modtaget anmodninger om tilladelse til bønnekald. Man har som muslim i Danmark rig mulighed for at praktisere sin religion i sit eget hjem eller i moskéer, men der er ingen grund til, at det offentlige rum bliver islamiseret.

Fakta

Udlændinge- og Integrationsministeriet igangsatte i 2020 en undersøgelse af muligheden for at forbyde bønnekald i det offentlige rum på baggrund af et konkret eksempel. Undersøgelsen blev imidlertid ikke færdiggjort, og arbejdet med undersøgelsen er derfor blevet genoptaget af Udlændinge- og Integrationsministeriet.