Efter stramninger: Stort fald i ansøgninger til ikke-statsligt godkendte uddannelser

I april blev der modtaget 523 ansøgninger om studieophold på en ikke-statsligt godkendt uddannelse fra statsborgere fra Bangladesh og Nepal. Den 2. maj 2025 trådte stramninger i kraft, og nye tal viser nu, at blot 15 ansøgninger fra personer fra de to lande er indkommet i maj.

Den 2. maj strammede regeringen reglerne for studerende fra tredjelande på ikke-statsligt godkendte videregående uddannelser.

Det skete bl.a. på baggrund af en vurdering fra Københavns Politi om, at de udenlandske studerende arbejdede i strid med arbejdstilladelsens betingelser. Ifølge Københavns Politi var de konstaterede overtrædelser overvejende begået af udlændinge fra Nepal og Bangladesh.

Nu viser nye tal, at antallet af ansøgninger om studieophold på ikke-statsligt godkendte videregående uddannelser fra personer fra Bangladesh og Nepal er faldet drastisk efter stramningerne trådte i kraft.

I løbet af årets fire første måneder er der modtaget 578 ansøgninger om studieophold på en ikke-statsligt godkendt uddannelse fra statsborgere fra Bangladesh og Nepal. Fra maj, hvor stramningerne trådte i kraft, og de efterfølgende fem måneder er der modtaget 89 ansøgninger fra de to nævnte lande. Det er et fald på 1.074 ansøgninger i forhold til den tilsvarende periode i 2024.

Hvis personerne, der har søgt om studieopholdstilladelse efter 2. maj, får studieophold, så vil de hverken have ret til at arbejde ved siden af studiet eller have mulighed for at medbringe familie.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtaler:

”Regeringens stramninger virker. Tallene taler deres eget tydelige sprog: Antallet af ansøgninger er styrtdykket efter at vi har lukket bagdøren til arbejdsmarkedet.”

Fakta

Stramningerne, der trådte i kraft 2. maj 2025, indebærer, at tredjelandsstatsborgere på ikke-statsligt godkendte videregående uddannelser ikke længere meddeles arbejdstilladelse og 6 måneders jobsøgningsophold, samt at opholdstilladelse til medfølgende familie afskæres.

Efterfølgende har regeringen besluttet at stramme studieopholdsreglerne for studerende på de statsligt godkendte videregående uddannelser for at undgå, at et studieophold bruges som en bagvej til det danske arbejdsmarked. Læs mere her: Regeringen lancerer initiativer for at forhindre misbrug af studieophold

Anm.: Tallene for 2025 er foreløbige til og med 30. september 2025. Data er opgjort pr. 5 oktober 2025.

Anm.: IBA Erhvervsakademi Kolding udbyder både statsligt godkendte videregående uddannelser og uddannelser, der ikke er er godkendt af en statslig myndighed. Uddannelses- og Forskningsministeriet har oplyst, at IBA Erhvervsakademi Kolding ikke har udbudt engelsksprogede statsligt godkendte uddannelser i 2024 og 2025. Det lægges derfor til grund, at ansøgninger fra studerende ved IBA Erhvervsakademi Kolding i 2024 og 2025 i langt overvejende grad vil være relateret til ikke-statsligt godkendte uddannelser.

Anm.: Generelt bemærkes, at de statistiske oplysninger er behæftet med usikkerhed, da udlændingesystemerne er opbygget som journaliserings og sagsstyringssystemer og ikke som egentlige statistiksystemer. Endvidere bemærkes, at der er tale om antal ansøgninger og ikke personer. Det betyder, at den samme person kan indgå flere gange over tid i forbindelse med en ny ansøgning.

Kilde: Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Find flere tal her (nye vindue åbner)