Den 18. juni 2025 hæves gebyret for udlændinge, der ønsker at søge dansk indfødsret ved naturalisation. Samtidig indføres der gebyr for gentagne ansøgninger.
Hidtil har det kostet 4.000 kr. at søge om dansk statsborgerskab ved naturalisation. Nu hæves gebyret til 6.000 kr., så det i højere grad afspejler omkostningerne ved sagens behandling.
Hvis en ansøger om statsborgerskab modtager et afslag, så kan vedkommende i dag genansøge utallige gange, uden at det koster ekstra. Det vil nu blive lavet om, så det kun er den første genansøgning, der er gratis, mens man derefter skal betale gebyr for yderligere genansøgninger. Genansøgningsgebyret bliver på 3.000 kroner.
Unge født eller opvokset i Danmark har hidtil betalt det samme beløb ved ansøgning om statsborgerskab som alle andre, nemlig 4.000 kroner. Dette beløb ændres der ikke ved, så førstegangsansøgningsgebyret for unge født eller opvokset i Danmark vil fortsat være på 4.000 kr. Det skal ses i lyset af, at Danmark har særlige internationale forpligtelser for denne gruppe.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek siger:
”Det er sund fornuft, at vi nu hæver gebyret for at søge om dansk statsborgerskab. Meningen er, at det bedre skal afspejle de udgifter, den danske stat rent faktisk har til at behandle sagerne, som jo er en omfattende proces.
På samme måde koster det selvfølgelig også penge at behandle genansøgninger. Det skal der selvfølgelig også være et gebyr for. Så jeg mener, at der er tale om yderst fornuftige ændringer.”
Du kan læse mere om gebyr ved indgivelse af ansøgninger her: Indgivelse af ansøgningen
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.