Nye og innovative løsninger til at bekæmpe irregulær migration var det helt store tema til den uformelle drøftelse mellem EU’s justits- og indenrigsministre i København i dag. Herudover blev der drøftet ny beredskabsstrategi, hvor der var bred enighed om at styrke resiliens og udvikle de nødvendige redskaber til at håndtere det fulde spektrum af trusler og risici. Endelig blev bekæmpelsen af organiseret narkotikahandel og et mere effektivt system for tilbagesendelse af udlændinge uden lovligt ophold i EU.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, justitsminister Peter Hummelgaard og minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen har netop afsluttet første dag af det uformelle ministermøde for EU’s indenrigs- og justitsministre.
På mødet var der stort fokus på bekæmpelsen af irregulær migration. Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek ledte derfor drøftelserne med EU’s ministre om at afsøge nye og innovative løsninger med ambitionen om at opnå en fælles linje i forhold til et nyt europæisk asylsystem. Dybvad Bek havde forinden også en længere drøftelse med ministrene om at gøre tilbagesendelse af udlændinge uden lovligt ophold i EU mere effektiv.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, havde først på dagen en drøftelse om EU’s nye beredskabsstrategi med fokus på at styrke EU’s robusthed og krisestyring.
Sidste punkt på eftermiddagen var en præsentation af justitsministeren og Rigspolitichefen om kampen mod organiseret kriminalitet og dens ødelæggende og samfundsundergravende konsekvenser, herunder særligt om de danske erfaringer med at komme den organiserede hashhandel på Christiania til livs, lukningen af Pusher Street og de positive resultater, som lukningen har afstedkommet.
Ud over ministrene deltog også EU’s kommissærer for migration og indre anliggender, Magnus Brunner, og for beredskab og krisehåndtering, Hadja Lahbib.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
Danmark står ikke længere alene i Europa med arbejdet for et nyt asylsystem. Vi har haft nogle rigtig gode og konstruktive drøftelser, og det er dejligt at se så mange lande bakke op. Det nuværende asylsystem er inhumant, og samtidig belaster irregulær migration mange europæiske lande. Knap halvdelen af asylafgørelserne i første instans er afslag, og tre ud af fire af de afviste ansøgere, rejser ikke tilbage igen.
Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab ser på nye og innovative løsninger på den irregulære migration, samtidig med de enkelte medlemslande får værktøjerne til at kunne tilbagesende udlændinge, som ikke har lovligt ophold i EU. Jeg vil gerne takke de øvrige lande for nogle konstruktive samtaler, og jeg ser frem til de videre drøftelser det kommende halve år, hvor Danmark har EU-formandskabet.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen udtaler:
Danmark har overtaget EU-formandskabet på et tidspunkt, hvor det europæiske samarbejde om beredskab og krisehåndtering er vigtigere end nogensinde før. Jeg har haft en god drøftelse med mine europæiske kollegaer i dag, hvor vi har drøftet, hvordan vi med afsæt i EU’s nye beredskabsstrategi kan få skabt et stærkere og mere sammenhængende europæisk beredskab i lyset af det aktuelle trussels- og risikobillede.
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
De organiserede kriminelle bliver stadig mere kreative, når det handler om indsmugling og salg af ulovlige stoffer på tværs af de europæiske grænser. Derfor er det afgørende, at vi i EU står sammen om at give dem kamp til stregen, så problemerne ikke forskyder sig landene imellem. På dagens rådsmøde har vi haft lejlighed til at fokusere på bekæmpelse af den organiserede kriminalitet med udgangspunkt i danske erfaringer, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med mine ministerkollegaer under det danske formandskab.
Det uformelle ministermøde fortsætter med sin anden og sidste dag i morgen, hvor fokus vil være på justitsområdet.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.