Regeringen foreslår, at det eksisterende tildækningsforbud også skal gælde på skoler og andre uddannelsessteder. Det sker efter, at Kommissionen for den glemte kvindekamp anbefalede et forbud tidligere på året.
I dag sendes et udkast til lovforslag om tildækningsforbud på uddannelsessteder i offentlig høring.
Med lovforslaget foreslår regeringen at udvide det gældende tildækningsforbud mod at bære fx burka, niqab eller andre beklædningsgenstande, som skjuler ansigtet i det offentlige rum. Forbuddet gælder i dag i det offentlige rum, men som udgangspunkt ikke på uddannelsessteder. Det foreslår regeringen at ændre, så reglerne er ens, uanset om man færdes i det offentlige rum eller på et uddannelsessted. Forbuddet vil gælde alle personer, som opholder sig på uddannelsesstederne, herunder eksempelvis undervisere og studerende.
Forbuddet vil også være med til at sikre, at der er konkret lovgivning på området, hvis ledelserne på uddannelsesstederne oplever udfordringer med personer, der bærer beklædningsgenstande, som skjuler ansigtet.
Kommissionen for den glemte kvindekamp, som kom med sine anbefalinger i januar 2025, har også anbefalet et forbud.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtaler:
Burka, niqab eller andre beklædningsgenstande, som skjuler folks ansigter, har intet at gøre i et dansk klasseværelse. Der gælder allerede et tildækningsforbud i det offentlige rum, og det skal selvfølgelig også gælde på uddannelsesstederne. Med det her lovforslag sender vi et helt tydeligt signal til særligt piger og kvinder fra indvandrermiljøer om, at vi står bag dem i deres kamp mod æreskultur og forstokkede normer.
Samtidig kan de lokale ledelser på uddannelsesstederne være betrygget i, at der nu kommer helt klare regler på området, når de siger fra og står fast på vores samfunds grundlæggende værdier som ligestilling og frihed.
Jeg vil gerne takke Kommissionen for den glemte kvindekamp for at sætte fokus på emnet.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtaler:
I dag må man ikke skjule ansigtet i det offentlige rum, medmindre det tjener et anerkendelsesværdigt formål. Vi synes, det er helt naturligt, at der er samme regler, når man går i skole eller på en uddannelse.
Venstres udlændingeordfører Hans Andersen udtaler:
I Danmark møder vi hinanden ansigt til ansigt. Det skal vi holde fast i. Derfor har vi i dag et tildækningsforbud i det offentlige rum. Jeg er glad for, at det nu udvides til at gælde i skoler og på uddannelsesinstitutioner. Det er udansk, at piger og kvinder sidder fuldstændig tildækket i undervisningslokaler, hvor underviseren ikke kan se ansigtet på dem, de underviser. Unge piger og kvinder skal ikke presses til at skjule ansigtet af hensyn til dybt forældede og udanske æresbegreber.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.