I dag er et lovforslag om at afskære udlændinge uden lovligt ophold fra at kunne gøre brug af en række offentlige tilbud blevet vedtaget.
Folketinget behandlede og vedtog i dag lovforslag L 5 om at afskære udlændinge uden lovligt ophold fra at kunne gøre brug af en række offentlige tilbud. Det omfatter bl.a. adgang til visse sundhedsydelser og uddannelser, SU samt muligheden for at deltage i visse virksomheder.
Lovforslaget bidrager også til en mere effektiv kontrol med, om udlændinge uden lovligt ophold uberettiget gør brug af offentlige tilbud. Der er tale om en større lovpakke og ændringer i Det Centrale Personregister (CPR).
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:
Hvis man opholder sig ulovligt i Danmark, skal man selvfølgelig ikke kunne indgå i samfundet og have adgang til de samme muligheder som os andre. Derfor er jeg glad for, at et stort flertal i Folketinget har stemt for lovforslaget, som vil gøre det sværere for udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark at leve en skyggetilværelse. Fx begrænser vi deres adgang til sundhedsydelser. Samtidig bliver det lettere for myndighederne at kontrollere, om udlændinge, der er i landet ulovligt, udnytter vores velfærdssystem.
Udlændinge uden lovligt ophold skal ikke have mulighed for at tage del i det danske samfund. De skal ud af landet så hurtigt som overhovedet muligt.
Fakta
- Formålet med lovforslaget er at afskære udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, fra at få adgang til en række offentlige tilbud, som de i dag har lovlig adgang til. Dette omfatter adgang til undervisnings- og uddannelsestilbud, Statens Uddannelsesstøtte (SU), adgang til visse sundhedsydelser, adgang til at deltage i visse virksomheder, indregistrering af køretøjer og adgang til skattekort. Derudover afskæres retten til barselsdagpenge, hvis udlændingen i fraværsperioden mister sit lovlige ophold.
- Hertil har nogle udlændinge, der tidligere har haft lovligt ophold i Danmark, i visse tilfælde uretmæssigt haft adgang til en række offentlige tilbud. Det har de bl.a., fordi det i dag ikke fremgår tilstrækkeligt klart af offentlige registre, at de pågældende ikke længere har lovligt ophold. Det ændrer regeringen på med vedtagelse af lovforslag L 5.
- Der vil – med henblik på at understøtte administrationen af både lovændringerne og områder, hvor udlændinge allerede i dag er afskåret fra offentlige tilbud – blive implementeret en løsning, hvor det vil fremgå i Det Centrale Personregister (CPR), hvis en udlænding opholder sig ulovligt i Danmark.
- Ændringerne i Det Centrale Personregister forventes at være implementeret ultimo 2028. Dette skyldes, at implementeringen kræver et omfattende forberedende arbejde med etablering af det nødvendige registreringsmæssige grundlag hos udlændingemyndighederne og udvikling af de fornødne it-tilpasninger.
- Indtil CPR-løsningen er fuldt implementeret, vil administrationen af lovændringerne blive håndteret via bagudrettet kontrol. På uddannelses- og undervisningsområdet vil det ske ved en vejledningsindsats.
- Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2026.