Danmark og 18 andre EU-lande opfordrer Kommissionen til at have fokus på EU-midler, når udrejsecentre skal etableres

På rådsmøde i starten af december blev EU-landene bl.a. enige om at etablere fælles juridisk grundlag for modtagecentre og udrejsecentre i tredjelande uden for EU. Nu vil 19 EU-lande have Kommissionen til at sikre, at finansieringen bl.a. vil kunne ske gennem EU-midler.

Danmark har i årevis arbejdet hårdt på at overbevise andre europæiske lande om de danske ideer såsom at flytte behandlingen af asylsager ud af Europa, men også andre ideer der involverer samarbejde med tredjelande uden for EU. Kredsen af EU-lande, som bakker sådanne nye og innovative løsninger op, er løbende blevet udvidet.

Nu er i alt 19 EU-lande – svarende til mere end to tredjedele af alle EU-lande – gået sammen om et nyt brev til EU-Kommissionen. I brevet opfordres Kommissionen og EU’s udenrigstjeneste til at fortsætte det positive arbejde med nye og innovative løsninger, herunder med fokus på økonomisk og diplomatisk støtte.

Helt konkret ønsker EU-landene bl.a., at Kommissionen fremadrettet kan være med til at sikre, at finansieringen af bl.a. udrejsecentre kan ske ved hjælp af EU-midler.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtaler:

Under det danske formandskab har vi taget vigtige skridt imod et bedre europæisk asylsystem, så vi kan få bremset den irregulære tilstrømning og sendt flere udlændinge uden lovligt ophold hurtigere ud af Europa. Arbejdet er ikke slut, og jeg er glad for, at vi nu er 19 EU-lande, som stiller os bag et brev, hvor vi opfordrer EU-systemet til diplomatisk og økonomisk at hjælpe til med, at de nye og innovative løsninger – eksempelvis udrejsecentre – faktisk bliver til virkelighed.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

Det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at benytte EU's eksisterende partnerskaber til at tænke ud af boksen, hvis vi skal håndtere udfordringerne med irregulær migration. Derfor opfordrer vi - sammen med et flertal af EU-landene – til, at EU åbner op for nye løsninger gennem både finansiering og relevant lovgivning.

Læs brevet her