Minister besøger Australien og Nauru

04-09-2024
Nyhed

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek skal besøge Australien og Nauru fra d. 4. til d. 12. september.

Besøgets formål er at udveksle erfaringer på asyl- og migrationsområdet.

I Australien skal Kaare Dybvad Bek bl.a. mødes med indenrigsminister Tony Burke for at få et indblik i de australske myndigheders håndtering af irregulær maritim migration, herunder menneskesmugling til søs.

Danmark afsøger ikke muligheder for et konkret samarbejde på asyl- og migrationsområdet med de to lande.

Kaare Dybvad Bek udtaler:
Det europæiske asylsystem er dysfunktionelt, og der er et stort behov for nye løsninger. Danmark og en lang række andre EU-lande er allerede godt i gang med arbejdet for at få skabt et bedre system, men vi skal også lære af erfaringer fra andre steder i verden. Derfor glæder jeg mig til at blive klogere på, hvilke erfaringer Australien og Nauru har gjort sig, og hvilke udfordringer de har mødt i deres samarbejde.

Fakta

  • Australien har indgået et samarbejde med Nauru om et såkaldt Regional Processing Centre på Nauru, som udlændinge, der forsøger at indrejse irregulært til Australien via søvejene, overføres til med henblik på at få deres asylsag behandlet. Centeret har løbende været i brug siden 2001.
  • Ministeren afrejser fra København onsdag d. 4. september og har program i Australien d. 6.-9. september samt i Nauru d. 10. september. Han er retur i København torsdag d. 12. september.