Regeringen vil hjælpe herboende fra Belarus med nye regler for fremmedpas

Sidste år besluttede regimet i Belarus, at belarusiske statsborgere, som bor i udlandet, ikke længere kan få udstedt, fornyet eller forlænget deres pas uden for Belarus. Det har skabt udfordringer for visse herboende belarusiske statsborgere, som regeringen gerne vil imødekomme.

Konsekvensen af Belarus’ beslutning fra september 2023 er, at visse herboende belarusere kan have svært ved at skaffe sig gyldig rejselegitimation til brug for eksempelvis deres ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelse i Danmark.

Regeringen vil derfor ændre udlændingebekendtgørelsen, så udlændingemyndighederne fremover også kan vurdere, om det er særligt vanskeligt for en udlænding af skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.

Danmark støtter, sammen med EU, den belarusiske opposition i sin kamp for demokrati, frihed og menneskerettigheder. Ændringen er derfor målrettet den særlige situation, som visse belarusiske statsborgere befinder sig i.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek siger:

”Danmark kan ikke være tjent med, at støtter af den belarusiske oppositions kamp for demokrati, frihed og menneskerettigheder risikerer at miste deres opholdstilladelse i Danmark, fordi de har vanskeligt ved at få udstedt et nyt pas. Derfor er jeg også glad for denne løsning. Der er tale om et meget fokuseret tiltag, der søger at løse et meget specifikt problem for gruppen af belarusere.”

Fakta

  • Fremmedpas kan udstedes i en række specifikke tilfælde til personer med opholdstilladelse i Danmark. Fremmedpas kan derudover udstedes, når særlige grunde taler derfor.
  • Ved den foreslåede ændring af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5, vil det ved vurderingen af, om der foreligger særlige grunde, også kunne indgå som et selvstændigt moment, hvorvidt det er særligt vanskeligt for udlændingen af skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.
  • Ændringen træder i kraft fredag den 8. november 2024.