Anita Johnson bliver ny formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp

Christina Krzyrosiak Hansen overdrager formandskabet for Kommissionen for den glemte kvindekamp til Anita Johnson, som regeringen har udnævnt som ny formand.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
Negativ social kontrol er desværre et problem i dagens Danmark. Og et problem, som er vanskeligt at få taget ordentligt hånd om. Der er brug for alle gode idéer til at hjælpe de grupper – især piger og kvinder med minoritetsbaggrund – der lever i en hverdag, hvor deres rettigheder og frihed bliver begrænset, og hvor familiens ære sættes forrest, og derfor er det et vigtigt arbejde, Kommissionen for den glemte kvindekamp er i gang med.

Jeg er derfor glad for, at Anita Johnson tager det vægtige ansvar på sig. Anita har som direktør for RED Center mod æresrelaterede konflikter markeret sig som en stor kapacitet på området negativ social kontrol, og jeg er meget tryg ved at have hende i formandsstolen. Hun har både den indsigt og den brede viden, der skal til, og så har hun de lederevner, det også kræver at have denne rolle.

Jeg vil samtidig gerne sige tak til Christina for det store arbejde og de delresultater, hun har været med til at få i hus.

Nu ser jeg frem imod at få kommissionens anbefalinger sidst på året.

Anita Johnson har hidtil har været menigt medlem af Kommissionen for den glemte kvindekamp. Til daglig er hun direktør for RED Center mod æresrelaterede konflikter, der blandt andet driver krisecentre flere steder i Danmark, hvor ofre for fx vold og æresrelaterede konflikter kan få hjælp og beskyttelse.

Hun udtaler:
Jeg ser mange unge piger og kvinder, der kæmper en hård og sej kamp for at bestemme over eget liv og bryde ud af æresrelateret social kontrol. De fortjener al den hjælp og støtte, vi som samfund kan give dem. Arbejdet i kommissionen står mit hjerte nært, og jeg er beæret over at blive udpeget til at lede arbejdet videre. Kommissionen har nogle fantastisk fagligt dygtige medlemmer, og jeg ser frem til det vigtige og konstruktive arbejde, vi har foran os.

Den nye formand vil pr. dags dato begynde i sin nye rolle. Christina Krzyrosiak Hansen udtræder samtidig af kommissionen. Der vil ikke blive udpeget et nyt menigt medlem.

Læs mere på Kommissionen for den glemte kvindekamps hjemmeside.