Da opholdstilladelser, der er meddelt efter Ukraine-særloven, står til at udløbe i marts næste år, lægger regeringen op til at forlænge opholdsgrundlaget med yderligere et år.
Desværre er det fortsat usikkert, hvordan krigen i Ukraine vil udvikle sig, og hvordan situationen vil påvirke resten af Europa.
På den baggrund har EU besluttet at forlænge den midlertidige beskyttelse af fordrevne fra Ukraine. Danmark er som følge af retsforbeholdet ikke omfattet af denne beslutning, men den danske regering vil fremsætte et lovforslag om forlængelse af opholdsgrundlaget efter Ukraine-særloven, der tilsvarende skal sikre, at de omfattede personer fortsat kan opholde sig i Danmark – helt i tråd med den beslutning EU-landene har lagt sig fast på. Opholdsgrundlaget efter særloven står nemlig til at udløbe til marts næste år.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
”Ruslands overfald på Ukraine ser desværre ikke umiddelbart ud til at stoppe lige foreløbigt. Vi skal støtte op om de fordrevne fra Ukraine, der er blevet frarøvet deres hverdag i hjemlandet af den barbariske angrebskrig. Det er i mine øjne det eneste rigtige at gøre, og jeg håber, at Folketingets partier fortsat vil bakke op om det.”
Særloven gør det i dag blandt andet muligt for fordrevne fra Ukraine at søge arbejde og benytte sig af skoler, dagtilbud og sundhedsvæsen, mens de har opholdstilladelse. Dette vil der med regeringens forslag om forlængelse af opholdsgrundlaget efter særloven ikke blive ændret på. Samtidig vil regeringen foreslå, at der etableres mulighed for at berostille behandlingen af asylansøgninger fra personer, der har opholdstilladelse efter særloven. Formålet herved er at undgå en unødvendig belastning af det danske asylsystem. Der vil selvsagt alene være grundlag for at berostille, så længe de pågældende er berettiget til opholdstilladelse efter særloven.
Regeringens forslag vil betyde, at de personer, der allerede har ophold efter særloven, får forlænget deres opholdstilladelser med et år frem til d. 17. marts 2026, og at nye opholdstilladelser vil blive meddelt med tilsvarende gyldighed.
Regeringens forslag til en ny særlov forventes at blive sendt i ekstern høring henover sommeren og vil derefter efter planen blive fremsat for Folketinget i den nye folketingssamling.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.