Ny aftale skal få flere udlændinge i arbejde

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at videreføre og udvide den nuværende igu-ordning i yderligere fire år, så den løber indtil 2028.

Flere flygtninge og familiesammenførte skal integreres på det danske arbejdsmarked, og det bliver nu muligt. Regeringen har indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om at videreføre og udvide den såkaldte igu-ordning (Integrationsgrunduddannelsen) frem til 2028, så flere får mulighed for at komme i arbejde via et igu-forløb.

Læs aftalen her

Siden 2016 har igu-ordningen, som er et toårigt ansættelsesforhold mellem en virksomhed og en udlænding, der omfatter både lønnet praktik og uddannelse, givet mange flygtninge og familiesammenførte mulighed for at komme ud på danske arbejdspladser. Men endnu flere har behov for den trædesten til et job, som igu’en kan være. Derfor videreføres og udvides igu-ordningen.

Det betyder bl.a., at målgruppen fremover vil omfatte flygtninge og alle grupper af familiesammenførte i alderen 18-50 år med en opholdstid på op til 20 år. Desuden styrkes ordningen med et skærpet fokus på danskundervisning, ligesom der fremover etableres et antal fagspecifikke retninger for at styrke og målrette skoledelen.

Med aftalen får flere flygtninge og indvandrere, der i dag ikke kan benytte sig af igu-ordningen og som ofte sidder fast i ydelsessystemet, mulighed for at blive ansat i et igu-forløb.

Igu-ordningen stod højt på dagsordenen, da Reformkommissionen den 23. maj i år udkom med en række anbefalinger til, hvordan unge og voksne på offentlig forsørgelse kan hjælpes til at komme tættere på uddannelse eller arbejdsmarkedet.

En videreførelse og udvidelse af igu-ordningen indgår også i regeringsgrundlaget, og derfor glæder det udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, at der nu er indgået en aftale:

 ”Jeg er glad for at være nået til enighed med arbejdsmarkedets parter om at videreføre og udvide igu-ordningen frem til 2028. Igu har vist sig at være en god indgang til arbejdsmarkedet for flygtninge, mens det også hjælper virksomhederne i den nuværende situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft. Samtidig er vi på vej med en arbejdspligt, der er målrettet mennesker med et integrationsbehov. Vores mål med både arbejdspligten og igu’en er selvfølgelig, at langt flere udlændinge i Danmark bidrager og er selvforsøgende.”

 

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler:

 ”Beskæftigelsen er tårnhøj, og det er positivt at vi måned efter måned slår rekord. Men vi skal stadig arbejde på, at endnu flere bliver en del af det danske arbejdsmarked. Her kan integrationsgrunduddannelsen være en vigtig trædesten til beskæftigelse eller uddannelse for dem med et integrationsbehov.”

 

Nanna Højlund, næstformand i FH, udtaler:

 ”Jeg tror grundlæggende på ordningen, der kombinerer uddannelse og arbejde – men det har været afgørende for FH, at vi får styrket dansk-elementet, da tilstrækkelige danskkundskaber er essentielt for at bide sig fast på arbejdsmarkedet eller gennemføre en uddannelse. Derfor er jeg glad for, at der prioriteres 23 mio. kr. til dansk.”

 

Jacob Holbraad, adm. direktør i DA, udtaler:

 ”Vi er tilfredse med, at igu-ordningen er blevet forlænget. Ordningen er en samling af de bedste værktøjer til at få flere flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet, fordi den kombinerer rigtig joberfaring med målrettet opkvalificering og sprogundervisning. Derudover er det positivt, at vi er blevet enige om at udvide målgruppen, så vi får en bredere gruppe af flygtninge og indvandrere med, som fortsat har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.”

 

Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, udtaler:

 ”Både kommuner, virksomheder og ledige har gode erfaringer med IGU, og derfor er vi glade for, at ordningen fortsætter og udvides. Det er helt afgørende, at målgruppen nu udvides bredt, så den fremover også omfatter flygtninge og alle grupper af familiesammenførte i alderen op til 50 år med opholdstid op til 20 år. Iguhar tidligere været afgrænset til en lille målgruppe, som er blevet mindre i takt med, at flere flygtninge er kommet i job. Derfor er der behov for at kunne tilbyde flere borgere denne trædesten til beskæftigelse og uddannelse. Derfor har det været vigtigt for os med udvidelser på alle tre parametre, hvis der skal ske en reel forandring.”

 

Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne, udtaler:

 ”Det er positivt, at der nu er indgået en aftale, som forlænger og udvider den gældende aftale om Igu. Det øger muligheden for, at flere kan få glæde af ordningen og få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Jeg glæder mig over, at aftalen har stor vægt på, at deltagerne i ordningen øger deres danskkundskaber, for det er afgørende for deres mulighed for at komme videre til uddannelse eller beskæftigelse, og det er godt for både dem og samfundet.”

 

Nadeem Farooq, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), udtaler:

”Integrationsgrunduddannelsen har vist sig at være en god vej ind på arbejdsmarkedet for flygtninge og familiesammenførte. Derfor er det rigtigt fornuftigt, at vi ikke bare forlænger ordningen frem til 2028, men også udvider den, så flere får mulighed for at bruge ordningen som trædesten ind på arbejdsmarkedet.”