Hvis en ansøger om dansk statsborgerskab modtager et afslag, kan vedkommende genansøge utallige gange uden det koster ekstra. Det ønsker regeringen at ændre.
I dag koster det 4.000 kroner at ansøge om statsborgerskab. Gebyret er med til at dække de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af ansøgninger om dansk statsborgerskab.
Når en ansøger først har betalt gebyret én gang, så kan vedkommende efter afslag genansøge alle de gange de ønsker, uden det koster ekstra. Det ønsker regeringen at ændre.
Regeringen ønsker ikke, at første genansøgning efter et afslag skal koste ekstra. Men ved flere genansøgninger bør der indføres et gebyr.
Formålet er at modvirke, at ansøgere, der modtager et afslag, ukritisk genansøger i tilfælde uden udsigt til et andet resultat og dermed risikerer at øge den generelle sagsbehandlingstid for sager om naturalisation.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
”Ministeriet har set talrige eksempler på, at en ansøger har ansøgt adskillige gange og fået afslag hver eneste gang. Regeringen stiller ikke spørgsmålstegn ved, at man skal have lov til at ansøge, men det nytter ikke noget, at man bare kan søge igen og igen uden at skulle betale et gebyr. Jeg synes, at det er helt fair at sige, at hvis du vil søge for tredje, fjerde eller femte gang, så må du også betale ved kasse 1.
Samtidig mener jeg, at det er rimeligt nok, at man kan genansøge en enkelt gang uden at betale et nyt gebyr, f.eks. hvis det blot er en enkelt ting, der har forhindret én i at blive dansk statsborger.”
Samtidig ønsker regeringen at sænke gebyret for unge født eller opvokset i Danmark. Det følger af statsborgerretskonventionen, at unge, der er født eller opvokset i Danmark, skal have en lempet adgang til at opnå dansk statsborgerskab. Dette er også afspejlet i den nugældende cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021, der udmønter indfødsretsaftalen fra 2021.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
”I Danmark har vi generelt stramme regler, når det kommer til at opnå statsborgerskab. Og sådan skal det fortsat være. Men når det kommer til unge, der er født eller opvokset her i landet, så har vi en særlig forpligtelse efter statsborgerretskonventionen, og derfor mener jeg, at det er på sin plads, at vi sænker gebyret for denne gruppe.”
En indførelse af gebyr for flere genansøgninger vil kræve en lovændring. Regeringen forventer, at en sådan lovændring kan fremsættes i næste samling. Der er endnu ikke taget stilling til, hvad gebyret skal være ved gentagne ansøgninger om statsborgerskab, ligesom der ikke er taget stilling til, hvor meget gebyret skal sænkes for unge født eller opvokset i Danmark.
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.