Ministre besøger Rwanda

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen besøger i de kommende dage Rwanda.

Under besøget vil ministrene se på muligheder for at udbygge samarbejdet mellem Danmark og Rwanda i forlængelse af de to samarbejdsaftaler, som Rwanda og Danmark indgik sidste år. Det drejer sig om det grønne område og asyl- og migrationsområdet.

Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvads besøg begynder torsdag. Ministeren skal torsdag bl.a. besøge flygtningelejren Nyabiheke Refugee Camp samt et danskstøttet projekt, som skal skabe beskæftigelse for flygtninge i Rwanda.

Minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen deltager i disse dage i G20-møde i Indonesien, som har fokus på grøn omstilling. Han slutter sig til besøget i Rwanda fredag.

I løbet af fredag vil ministrene have møder med centrale rwandiske ministre, herunder Rwandas udenrigsminister Vincent Biruta og miljøminister Jeanne d’Arc Mujawamariya.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

”Jeg glæder mig til som udlændinge- og integrationsminister at besøge Rwanda. Det er et land, der med sine knap 130.000 flygtninge tager et enormt stort ansvar, og som igen og igen har modtaget internationale roser for sit engagement på flygtningedagsordenen – også fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Derfor giver det rigtig god mening at vi bakker op om Rwandas vigtige arbejde og sammen forsøger at skabe et asylsystem, der hjælper flere flygtninge bedre end i dag”.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen udtaler:

”Danmark og Rwanda har en række fælles interesser, og det er oplagt, at vi udbygger samarbejdet. Derfor etablerer regeringen også et projektkontor i Kigali, så vi med en fast dansk tilstedeværelse i Rwanda kan styrke samarbejdet mellem vores to lande yderligere. Vi bidrager allerede til aktiviteter, som understøtter Rwandas grønne omstilling. Jeg glæder mig til at drøfte, om der er mere, vi kan gøre for blandt andet at fremme den grønne dagsorden. Derudover er der også potentiale for, at vi styrker vores indsats for flygtninge i nærområderne, som er en fælles prioritet for Danmark og Rwanda”.

 

For yderligere information fra Udenrigsministeriets pressevagt +45 67 97 92 47 (ikke sms)