Ny lov har sendt over 100 udvisningsdømte ud af landet på et år

03-07-2022

Myndighederne har med regeringens nye hjemrejsepolitik fået bedre muligheder for at straksudsende udvisningsdømte udlændinge, der afsoner en kort straf. Det har ført til over 100 straksudsendelser på lidt over et år.

Regeringen og et flertal i Folketinget vedtog sidste år Danmarks første hjemrejselov sammen med en række nye tiltag på hjemrejseområdet.

Med et af tiltagene har Hjemrejsestyrelsen fået mulighed for at afbryde straffen for udlændinge, der er idømt en kortere ubetinget fængselsstraf på op til fire måneder eller ubetinget straf for at overtræde opholds-, melde- eller underretningspligten, hvis en udsendelse kan ske straks derefter.

Det nye tiltag er nu blevet taget i brug over 100 gange. For en stor del af de udsendte gælder det, at der har været tale om domme for berigelseskriminalitet. 

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

“Udvisningsdømte udlændinge har ikke noget at gøre i Danmark. Hver eneste kriminelle, vi får hjemsendt, er en sejr. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu har rundet 100 straksudsendelser takket være en styrket hjemrejsepolitik. Det viser, at vi har fundet et redskab, der virker.”

Fakta om straksudsendelser
Regeringen har som en del af flere hjemrejsetiltag gjort det muligt, at Hjemrejsestyrelsen – med henblik på straksudsendelse og med relevant inddragelse af politi og anklagemyndighed – kan beslutte at afbryde straffen for udlændinge, der er idømt en kortere ubetinget fængselsstraf (op til fire måneder) eller en ubetinget straf for at overtræde opholds, melde- eller underretningspligten.

Strafafbrydelsen kan dog ikke ske, hvis hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler imod. Det kan fx tale imod strafafbrydelse med henblik på udsendelse, hvis den pågældende er dømt for bandekriminalitet eller seksualforbrydelser, eller hvis den pågældende skal vidne i en anden straffesag.

Hjemrejsestyrelsen har pr. den 17. juni 2022 anvendt muligheden for strafafbrydelse med henblik på straksudsendelse 101 gange siden hjemrejseloven og de øvrige initiativers ikrafttræden den 1. juni 2021.