Interessentgruppe skal se på regler for ægtefællesammenføring

Udlændinge- og integrationsministeren ønsker et serviceeftersyn af den seneste reform af ægtefællesammenføringsreglerne og nedsætter derfor interessentgruppe.

Der er gået mere end tre år siden ægtefællesammenføringsreformen i sommeren 2018, og nu er det på tide at se nærmere på, om reglerne virker efter den politiske intention, der ligger bag reformen.

Det mener udlændinge- og integrationsministeren, som derfor vil igangsætte et serviceeftersyn af reglerne. Formålet er at afklare, om reglerne fungerer i overensstemmelse med det, der har været hensigten, eller om reglerne i nogle henseender rammer skævt i praksis.  

Til brug for evalueringen nedsættes en interessentgruppe, der skal bidrage til at kortlægge, hvordan reglerne fungerer i praksis.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Udlændingeloven skal være stram, men ikke skør. Det har jeg sagt fra første dag på ministerkontoret.

I den seneste tid har der været offentlig debat om konkrete sager, der giver anledning til at overveje, om reglerne virker efter hensigten.

På den baggrund har jeg besluttet at køre reglerne på værksted og gennemføre et serviceeftersyn.

Jeg har noteret mig, at både røde og blå partier har foreslået det samme.”

Interessentgruppen forventes at komme til at bestå af bl.a. repræsentanter fra Advokatrådet, Danes Worldwide, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Institut for Menneskerettigheder, Ægteskab Uden Grænser, Kommunernes Landsforening (KL) samt Udlændingenævnet og Udlændingestyrelsen.