Bred enighed: Danmark skal hjælpe ukrainere

Situationen i og omkring Ukraine udvikler sig time for time. Ruslands ageren er helt uacceptabel. Der er krig i Europa, og derfor har Danmark et ansvar, og vi står klar til at hjælpe.

Regeringen har i dag drøftet flygtningesituationen i Ukraine med Folketingets partier. Der er i Folketinget bred enighed om at hjælpe de mennesker, som nu drives ud af deres hjem som følge af konflikten med Rusland.

Den danske regering vil derfor arbejde for at få humanitær bistand og nødhjælp frem til civile og de internt fordrevne i Ukraine, som mangler mad, vand, sikkerhed og tag over hovedet.

Danmark er også klar til at se på muligheden for at hjælpe de nabolande, der grænser op til Ukraine, og som modtager hovedparten af ukrainerne. Det kan være i form af materiel eller hjælp til drift af indkvartering, basal sundhed og undervisning.

Og endelig vil Danmark også være parat til på dansk jord at modtage ukrainere, der kommer til Danmark, eller i øvrigt bistå ukrainere der allerede er her i landet.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

Kernen i regeringens flygtningepolitik er at hjælpe i nærområderne til konflikterne. Så når der er krig i Europa, og en europæisk nabo bliver udsat for det, vi ser i Ukraine, er der ikke den mindste tvivl hos mig: Vi skal hjælpe så godt vi kan. Både med humanitær støtte til civile i Ukraine – udviklingsministeren har allerede sendt 50 mio. kr. af sted. Med støtte til de omkringliggende lande. Og ved at tage imod ukrainere på dansk jord. Jeg har i dag sammen med udviklingsministeren haft en rigtig god drøftelse med de øvrige partier og er glad for, at et bredt flertal i Folketinget i denne sag vil hjælpe ukrainerne.”

Venstres indfødsretsordfører Morten Dahlin udtaler:

“Venstre mener, at vi skal hjælpe ukrainerne. Både de internt fordrevne, dem i nabolandene og dem der kommer til Danmark. Vi må lave nogle regler så de ikke skal sidde og glo ind i en væg i et asylcenter, men kommer ud og bliver en del af lokalsamfundet og arbejdsmarkedet fra dag ét.” 

Socialistisk Folkepartis udlændinge- og indfødsretsordfører Carl Valentin udtaler:

”Hvis der møder 1.000 ukrainere op ved grænsen i morgen, har vi en seng, de kan sove i. Nu skalerer vi op, så vi snart kan rumme 20.000 om nødvendigt. Det gør mig stolt at opleve den solidaritet og medfølelse med ukrainerne, jeg hører fra alle, jeg taler med i den danske befolkning, og jeg glæder mig over den indtil videre brede opbakning, der er i Folketinget til at hjælpe.”

Radikale Venstres udlændinge- og Integrationsordfører Kathrine Olldag udtaler:

”Det er fantastisk der er så stor opbakning til at hjælpe ukrainerne, både i befolkningen og i Folketinget. For Radikale Venstre er det vigtigt at regeringen går foran og presser på for en fælles solidarisk fordeling af flygtningene i EU. Dette er ikke kun en humanitær opgave for Ukraines umiddelbar nabolande, men for hele Europa.”

Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører Rosa Lund udtaler:

”Jeg er rigtig glad for, at vi har et sjældent og så bredt flertal for at hjælpe mennesker på flugt og i nød. Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor Putins voldsregime og invasion vil sende utallige ukrainere på flugt, og vi har både plads og råd til at hjælpe. Enhedslisten er klar til både at hjælpe dem der kommer og banker på, men også at sige til nabolandene og EU at vi kan tage vores del af ansvaret.”

Det Konservative Folkepartis udlændinge-, integrations- og indfødsretsordfører Marcus Knuth udtaler:

“Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe ukrainske flygtninge, der har forladt deres hjemland på grund af Ruslands militære invasion. Vi Konservative foreslår derfor, at ukrainske borgere, der ankommer til Danmark, ikke skal igennem danske asylcentre, men at de i stedet bliver tilbudt et særligt midlertidigt ophold her i Danmark. På den måde kan ukrainere trygt ankomme til Danmark vel vidende, at de har sikkert ophold fra første dag, og at de kan bo og arbejde, og at deres børn kan komme i skole med det samme.”

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard udtaler:

”Invasionen af Ukraine er en meget stor tragedie! Og med hvad vi overhovedet kan, så skal vi stille vores hjælp til rådighed over for den ukrainske befolkning for at sikre deres tryghed og være med til at sikre freden i Europa herunder Ukraine.”

Nye Borgerliges indfødsretsordfører Mette Thiesen udtaler:

”Ruslands angreb på Ukraine er hjerteskærende og skal fordømmes på det kraftigste. Ukrainerne skal vide, at vi støtter dem. Derfor er jeg og Nye Borgerlige glade for, at der er bred enighed i Folketinget om at hjælpe ukrainerne. Vi skal forsøge at få hjælp frem til de internt fordrevne i Ukraine, og de mennesker, der jages på flugt af Putin, skal vi i første omgang beskytte så tæt på Ukraine som muligt, da vi kan hjælpe flere der frem for de færre, der kan komme hertil. Men vi må også være parate til at huse kvoteflygtninge fra Ukraine, som kan komme til Danmark under ordnede forhold, hurtigt få tildelt bolig og blive integreret på arbejdsmarkedet, hvis byrden for nabolandene til Ukraine bliver for stor.”

Liberal Alliances udlændinge-, indfødsrets - og integrationsordfører Henrik Dahl udtaler:

“Danmark har selvfølgelig et ansvar for at hjælpe mennesker, når der er krig på europæisk jord. Liberal Alliance er derfor ikke i tvivl om, at vi skal bidrage både humanitært og økonomisk. Ligesom ukrainere skal have mulighed for beskyttelse i Danmark.”

Frie Grønnes udlændingeordfører Sikandar Siddique udtaler:

“Ruslands angreb på Ukraine er forfærdeligt og uretfærdigt. Og det bedste vi kan gøre lige nu, er at række hånden ud til det ukrainske folk. Derfor er Frie Grønne naturligvis klar til at hjælpe Ukraine, dets borgere og nabolande med humanitær nødhjælp. Det er vores pligt at tage os af ukrainerne, der nu som mange andre flygtninge i Verden drives på flugt fra deres hjemland, og derfor bakker vi også klart op om at tage ukrainske flygtninge til Danmark, så de kan få en tryg tilværelse, indtil den frygtelige situation i deres hjemland løser sig.”

Politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde udtaler:

“Det er en yderst alvorlig og ulykkelig situation. Alternativet bakker selvfølgelig op om at hjælpe mennesker i nød. Det vil vi gøre til hver en tid.”