Alt for mange kvinder med ikke-vestlig baggrund har oplevet pres og kontrol for ikke at tage et arbejde.
En undersøgelse udarbejdet for Københavns Kommune viser, at hver tredje jobcentermedarbejder i kommunen har haft kontakt til ledige ikke-vestlige kvinder, der har givet udtryk for pres fra familie eller omgangskreds i forhold til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det kan for eksempel være en mandlig ægtefælle, som er taget med sin hustru til samtale på jobcentret for at modarbejde, at kvinden kommer i arbejde.
Nu er udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) klar med en vejledning, der giver sagsbehandlere bedre overblik over mulighederne for at udelukke en bisidder, hvis de har mistanke om, at vedkommende udøver negativ social kontrol.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger:
”Det er fuldstændig uacceptabelt, at så mange kvinder med indvandrerbaggrund bliver udsat for socialt pres for ikke at tage et arbejde. Det skal hverken vi eller kvinderne finde os i. Derfor indskærper vi nu, at jobcentermedarbejderne kan udelukke et dominerende familiemedlem fra at sidde med ved samtalerne, hvis han er med til at stoppe kvinden fra at komme i job.”
Jens-Kristian Lütken (V), der er integrations- og beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, siger:
”Vi må aldrig acceptere, at kvinder bliver isoleret i hjemmet, fordi deres familie eller omgangskreds har et forældet kvindesyn. Derfor har vi sat målrettet ind på jobcentret for at imødegå, at negativ social kontrol bliver en hindring for, at kvinder kan komme ud på arbejdsmarkedet – og ind i samfundet.”
Københavns Kommune etablerede i 2021 en særlig indsats, hvor fem social kontrol-vejledere på jobcentret rådgiver og hjælper jobkonsulenter, når de møder kvinder, der udviser tegn på social kontrol.
Tegnene kan være alt fra, at kvinderne giver udtryk for, at de ikke kan være på en arbejds- eller praktikplads med mandlige kolleger til, at et familiemedlem presser på for at deltage i kvindens samtaler i jobcentret eller til, at kvinderne ikke har adgang til deres eget NemID og betalingskort.
”Vejlederne inddrager også kvindernes ægtefæller og familie, så der bliver en fælles forståelse i familien af, at en kvinde – naturligvis – har både ret og pligt til at deltage på arbejdsmarkedet og i aktivering,” siger Jens-Kristian Lütken (V).
Et omfattende problem
Vejlederne har siden marts 2021 til og med april i år modtaget i alt 214 konkrete borgersager om social kontrol. En fjerdedel af borgersagerne er forholdsvis alvorlige med et højt risikoniveau. Og omkring en tredjedel omhandler begrænsninger fra ægtefælle eller andre pårørende – blandt andet ift. at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ud over social kontrol-vejlederne har Københavns Kommune også opkvalificeret jobkonsulenterne bredt, så de nu er i stand til at identificere og handle på tegn på social kontrol.
Den samlede indsats i Københavns Kommune kommer i kølvandet på en rapport fra 2020, der dokumenterede, at social kontrol er en hindring i forhold til at hjælpe ledige etniske minoritetskvinder ud på arbejdsmarkedet.
Rapporten bygger bl.a. på en spørgeskemaundersøgelse blandt knap 400 jobcentermedarbejdere og interviews med etniske minoritetskvinder og viste også, at 70 pct. af jobcentermedarbejderne har oplevet et pres fra et familiemedlem for at være med til kvindernes samtaler på jobcenteret, eller som på anden vis gerne vil blande sig i forløbet.
Med den nye vejledning fra ministeren sættes der nu fokus på, at jobkonsulenter har mulighed for at have samtalen med kvinden uden fx ægtemanden, hvis der er mistanke om negativ social kontrol.
”Sagsbehandlere i Danmark skal uhindret kunne udføre deres arbejde, når de forsøger at hjælpe en ledig indvandrerkvinde i job. Nu gør vi det helt klart, at medarbejderne skal kunne hjælpe kvinderne uden samtidig at skulle håndtere fx familiemedlemmer som trækker i en anden retning.” siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.