Udlændinge- og integrationsministeren bestilte i februar 2022 en redegørelse om Hjemrejsestyrelsens håndtering af politianmeldelser for overtrædelse af kontrolforpligtelserne for udlændinge uden lovligt ophold. Udlændinge- og Integrationsministeriet har nu modtaget Hjemrejsestyrelsens redegørelse om sagen, som er oversendt til Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Hjemrejsestyrelsen har i redegørelsen oplyst, at årsagen til, at Hjemrejsestyrelsen alene har behandlet omkring en tredjedel af de mulige overtrædelser af kontrolforpligtelserne på udrejsecentrene Kærshovedgård og Sjælsmark, især beror på en detaljeret og tung sagsgang.
Det fremgår endvidere af redegørelsen, at der er sket en sagsophobning, idet styrelsen indtil ultimo november 2021 har haft en sagsbehandlingspraksis, hvorefter kun eventuelle overtrædelser, som sagsbehandleren på det givne tidspunkt har gennemgået, er blevet anmeldt. Hjemrejsestyrelsen har derfor ikke forholdt sig til, om der har været grundlag for at anmelde personen for tidligere overtrædelser.
Hjemrejsestyrelsen har desuden i redegørelsen oplyst, at Hjemrejsestyrelsen ikke har ført selvstændig kontrol med overholdelsen af meldepligten. Baggrunden herfor er, at styrelsen har prioriteret at behandle potentielle overtrædelser af opholds- og underretningspligten, som styrelsen havde IT-understøttelse til. Hjemrejsestyrelsen blev imidlertid først ultimo november 2021 opmærksom på, at konsekvensen af prioriteringen var, at der ikke blev ført en selvstændig kontrol med overholdelsen af meldepligten.
Det fremgår videre, at konsekvensen af Hjemrejsestyrelsens hidtidige sagsbehandlingspraksis er, at der i perioden fra den 1. august 2020 til den 21. februar 2022 var 1.060 personer, hvor der udestod sagsbehandling af potentielle overtrædelser af kontrolforpligtelserne. Personerne var indkvarteret på udrejsecentrene Kærshovedgård og Sjælsmark. Opgørelsen omfatter således ikke alle potentielle personer med ubehandlede overtrædelser.
Hjemrejsestyrelsen angiver i redegørelsen, at styrelsens efterslæb i sager om potentielle overtrædelser af kontrolforpligtelserne er meget beklageligt, og oplyser, at styrelsen forventer at have behandlet alle ”gamle” sager inden den 24. juni 2022 og samtidig løbende behandle alle nye sager. Såfremt der er grundlag for anmeldelse af overtrædelser, vil det ske til politiet.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:
”Afviste asylansøgere og kriminelle udviste skal politianmeldes, hvis de ikke overholder deres kontrolforpligtelser.
Derfor er det stærkt utilfredsstillende, at Hjemrejsestyrelsen ikke har behandlet en stor del af sager om overtrædelse af pligterne. Og at de dermed ikke har fået anmeldt mange af de udlændinge, der ikke har overholdt deres kontrolforpligtelser.
Jeg kan forstå, at styrelsen har lavet en plan for, hvordan man rydder op i den ophobning af sager, der er kommet. Og at man har tilført området flere ressourcer, så vi kan undgå, at det sker igen.
Jeg har en klar forventning om, at der nu bliver ryddet hurtigt og effektivt op i sagerne, så de udlændinge, der har overtrådt deres forpligtelser, kan straffes for det. Og at styrelsen fremadrettet sikrer, at området har de fornødne ressourcer og ledelsesmæssige fokus. Derfor har jeg bedt Hjemrejsestyrelsen om at redegøre yderligere for blandt andet, hvilke tiltag styrelsen vil iværksætte med henblik på at sikre den fornødne prioritering af sagerne fremadrettet.
Udlændinge- og Integrationsministeriets departement vil fremadrettet have yderligere fokus på tilsyn med området.”
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.