Særloven for afghanske tolke og lokalansatte mv. er sendt i høring

Regeringen vil fremsætte lovforslaget for Folketinget, så snart det åbner i starten af oktober.

Den særlov, der skal sikre de evakuerede afghanere et toårigt opholdsgrundlag i Danmark, er netop blevet sendt i høring.

Det er regeringens holdning, at Danmark har et særligt ansvar for de afghanere, der har hjulpet Danmark, og for deres familier. Regeringen ønsker, at gruppen hurtigst muligt kan blive en del af det danske samfund.

Når særloven er vedtaget, vil det derfor være muligt for afghanere, der har fået opholdstilladelse efter særloven, at komme ud af asylcentrene. Derfor fremsættes lovforslaget hurtigst muligt i den kommende folketingssamling, hvilket bl.a. indebærer, at høringsperioden er kortere end sædvanligt.

Med særloven lægges der op til at give opholdstilladelse til bl.a. personer, der har arbejdet som tolk for Forsvaret, været lokalt ansat på den danske ambassade i Kabul, eller som er særligt udsat på grund af tilknytning til eksempelvis en NGO. Særloven indeholder også regler om adgangen til opholdstilladelse for de pågældendes familie.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Vi har et særligt ansvar over for dem, der har hjulpet Danmark. Med særloven påtager vi os det ansvar og giver dem mulighed for hurtigt at komme ud i det danske samfund. Jeg vil kraftigt opfordre alle til at tage godt imod de evakuerede afghanere. Lad os få både mor og far i arbejde. Og lad os hjælpe børnene med til fodbold og godt i gang på skolen.

Omstændighederne har betydet, at vi ikke har haft ligeså lang tid til at lave den her lov som normalt. Derfor er høringsperioden kun på en uge. Sådan er det, fordi det er vigtigt for regeringen, at de her mennesker kan komme ud af asylcentrene så hurtigt som muligt. Det håber jeg, at der er forståelse for. Jeg ser frem til at høre, hvad både organisationer og politiske kolleger siger til det udkast, vi nu lægger på bordet. Alle bidrag vil blive hørt, inden vi fremsætter lovforslaget i starten af oktober.”