Udlændinge- og Integrationsministeriet styrker kvaliteten af udlændingeregisteret med et nyt system, der kan sammenligne fingeraftryk og ansigtsfoto.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er i gang med at indføre et nyt system, der skal være med til at bekæmpe ulovlig indvandring samt identitetssnyd. Systemet kommer til at være en væsentlig del af myndighedernes identitetshåndtering, sammen med udlændingeregisteret, som indeholder identitetsoplysninger som navn, fødselsdato, nationalitet og også fingeraftryk og ansigtsfoto.
Ministeriet har efter et EU-udbud med prækvalifikation og forhandling tildelt kontrakten til Idemia Identity & Security France. Idemia skal derfor levere det nye system, en såkaldt BMS – en biometrisammenligningsløsning – der kan sammenligne fingeraftryk og ansigtsfoto på tredjelandsstatsborgere, der opholder sig i Danmark eller ønsker at rejse til Danmark.
Løsningen indbefatter en algoritme, som kan sammenligne biometriske data i form af fingeraftryk og ansigtsfoto. Algoritmen gør det konkret muligt at samkøre nye ansigtsfoto og fingeraftryk med de ansigtsfoto og fingeraftryk, der allerede eksisterer i udlændingeregisteret. Det betyder altså, at udlændinge, som lyver om deres identitet, bedre vil kunne opdages, når man eksempelvis sammenkører vedkommendes fingeraftryk med de oplysninger, som allerede ligger i udlændingeregisteret.
Når BMS er implementeret i løbet af vinteren 2022/2023, kan relevante myndigheder dermed mere entydigt identificere udlændinge.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:
”Vi må indse, at vi befinder os i et våbenkapløb med menneskesmuglere og kyniske bagmænd. De fusker med folks papirer for at få dem til Danmark og finder hele tiden nye veje til at narre myndighederne. Det skal vi beskytte os bedre mod. Vi skal have helt styr på, hvem der rejser ind i Danmark, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forhindre ulovlig indvandring. Derfor er jeg glad for, at vi er i gang med at indføre en ny løsning, der styrker kontrollen. Langt de fleste udlændinge i Danmark har heldigvis rent mel i posen. Det nye system er et godt værktøj til at kunne snuppe de få, der ikke har.”
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.