Nyt tiltag har på tre måneder sendt 25 udvisningsdømte ud af landet

Myndighederne har med regeringens nye hjemrejsepolitik fået bedre muligheder for at straksudsende udvisningsdømte udlændinge, der afsoner en kort straf. Det har ført til 25 straksudsendelser på lidt over tre måneder.

Regeringen og et flertal i Folketinget vedtog i foråret Danmarks første hjemrejselov sammen med en række nye tiltag på hjemrejseområdet.

Med et af tiltagene har Hjemrejsestyrelsen fået mulighed for at afbryde straffen for udlændinge, der er idømt en kortere ubetinget fængselsstraf på op til fire måneder eller straf for at overtræde opholds- og meldepligten, hvis en udsendelse kan ske straks derefter.

Det nye tiltag er blevet taget i brug 25 gange, fra hjemrejseloven og de øvrige tiltag trådte i kraft den 1. juni og frem til den 6. september i år. For en stor del af de udsendte gælder det, at der har været tale om domme for berigelseskriminalitet. 

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

“Myndighederne fortalte mig sidste år, at vi nogle gange ikke kunne udsende kriminelle udlændinge, selvom der var plads på et fly, fordi de manglede at afsone kort tid af en dom. Det ville jeg gerne lave om, og heldigvis var Folketinget enige.

Jeg må indrømme, at jeg har været lidt spændt på, hvordan loven ville fungere i praksis. Derfor er jeg virkelig glad for, at den virker. Flere kriminelle udlændinge kommer hurtigere på flyet hjem – det er godt for Danmark.”

Fakta om straksudsendelser

Regeringen har som en del af flere hjemrejsetiltag gjort det muligt, at Hjemrejsestyrelsen – med henblik på straksudsendelse og med relevant inddragelse af politi og anklagemyndighed – kan beslutte at afbryde straffen for udlændinge, der er idømt en kortere ubetinget fængselsstraf (op til fire måneder) eller en straf for at overtræde opholds- og meldepligten.

Strafafbrydelsen kan dog ikke ske, hvis hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler imod. Det kan fx tale imod strafafbrydelse med henblik på udsendelse, hvis den pågældende er dømt for bandekriminalitet eller seksualforbrydelser, eller hvis den pågældende skal vidne i en anden straffesag.

Hjemrejsestyrelsen har pr. den 6. september 2021 anvendt muligheden for strafafbrydelse med henblik på straksudsendelse 25 gange siden hjemrejseloven og de øvrige initiativers ikrafttræden den 1. juni 2021.

Hjemrejseloven samler alle regler på hjemrejseområdet og sikrer klare regler for, hvad der skal ske, fra udlændinge får afslag og frem mod deres hjemrejse.

Med loven blev en række nye tiltag på hjemrejseområdet også vedtaget. Fx skal asylansøgere, der får afslag på asyl i første instans, tilbydes en kontant bonus på 20.000 kroner for at frafalde deres ankesag og i stedet rejse hjem.

Desuden er konsekvenserne ved ikke at overholde reglerne på et indkvarteringssted blevet strammet, og myndighederne har fået styrkede muligheder for at indhente relevant data fra udlændingenes mobiltelefoner for nemmere at identificere udlændingene og dermed sende dem hjem.