Et bredt flertal i Folketinget har indgået aftale om, at organisationen LGBT Asylum modtager to millioner kroner til deres arbejde med at rådgive LGBT+ personer i asylsystemet.
Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgik i sidste uge en aftale om fordeling af reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
Som en del af aftalen afsættes der støtte til organisationen LGBT Asylum, der yder rådgivning og tilbyder forskellige sociale aktiviteter til LGBT+-personer i asylsystemet.
I alt vil LGBT Asylum modtage to millioner kroner i årene fra 2022-2025.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:
”Som medmennesker har vi alle en forpligtelse til at sige fra, når vi oplever diskrimination. Og som udlændinge- og integrationsminister har jeg en forpligtelse til at beskytte minoriteter i det danske asylsystem. Derfor er jeg glad for, at et bredt flertal i Folketinget har valgt at give støtte til LGBT Asylum, så de har bedre mulighed for at hjælpe og vejlede LGBT+ personer i asylsystemet.”
Indlæser formular...
Kontakt pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (kan ikke modtage SMS) for pressehenvendelser til ministeriet og ministeren.