Det skal være muligt at inddrage pas fra mindreårige, hvis der er mistanke om, at de skal giftes eller vies religiøst i udlandet.
Hvis der er grund til at antage, at en mindreårig er på vej til udlandet for at blive gift eller religiøst viet, skal det være nok til at stoppe rejsen. Det skal kunne ske ved at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas fra den mindreårige.
Det foreslår regeringen, der vil gå langt for at bekæmpe negativ social kontrol.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:
"Der er kvinder i Danmark, der lever i ægteskaber, som reelt er fængsler. Det skal stoppes. Vi vil på ingen måde lade et regelsæt, der er baseret på en middelalderlig tankegang, stå over danske regler og værdier. Vi skal sikre kvinder og børn en friere fremtid. De står midt i en frihedskamp, og det er afgørende, at vi tager deres parti og kæmper mod dem, der udviser en brutal adfærd over for kvinder."
Forslaget om mulighed for inddragelse af pas skal ses i lyset af, at regeringen samtidig vil forbyde religiøse vielser af mindreårige. I Danmark er det i forvejen ikke muligt at foretage borgerlige vielser af personer under 18 år. Målet med forbuddet er derfor at forhindre, at mindreårige piger presses af eksempelvis familie til at blive religiøst viet.
Regeringen lægger op til, at religiøse forkyndere skal kunne straffes med op til to års fængsel og udvisning af Danmark, hvis de foretager religiøse vielser af mindreårige. Det samme gælder forældre, som lader deres børn indgå en religiøs vielse eller andet ægteskabslignende forhold, og personer, der efter at være fyldt 18 år, frivilligt indgår i en religiøs vielse eller andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.
Samtidig foreslår regeringen, at straffen for at fastholde en person i et ægteskab med tvang skærpes, så det kan give op til fire års fængsel.
Simone Agger, presserådgiver, siag@uim.dk, tlf.: 61 98 32 73
Pelle Dam, pressechef, pdan@uim.dk, tlf.: 61 98 32 80