Negativ social kontrol skal i højere grad straffes som psykisk vold

07-10-2020

Regeringen vil sikre, at brugen af religiøse skilsmissekontrakter til at fastholde en person i et ægteskab eller i øvrigt styre den pågældende kan straffes som psykisk vold.

Regeringen vil ikke acceptere, at der er kvinder i Danmark, der underlægges sharialignende love, og som dermed presses til at underskrive kontrakter, der har betydning for, hvordan de kan leve deres liv.

Derfor styrker regeringen nu indsatsen mod negativ social kontrol. Regeringen vil bl.a. skrive negativ social kontrol ind som eksempel på psykisk vold i straffelovens § 243, der kan straffes med op til 3 års fængsel. Det er et forslag, som også Socialistisk Folkeparti har fremsat.

Regeringen vil samtidig præcisere, at brugen af religiøse skilsmissekontrakter, der har til formål at fastholde en person i et ægteskab eller i øvrigt styre den pågældende, kan straffes som psykisk vold efter straffelovens § 243. Det gælder også i forhold til de religiøse forkyndere, der udfærdiger kontrakterne. Regeringen vil i den forbindelse samtidig kriminalisere billigelse af psykisk vold, der sker som led i religiøs oplæring.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

"Der er i dag tusindvis af kvinder, der står midt i en frihedskamp. Og vi gør det her for at hjælpe de kvinder. Vi står bag dem. Vi vil ikke tolerere eller acceptere parallelsamfund og negativ social kontrol i Danmark. Ingen skal leve i ægteskaber, der reelt er fængsler. Det skal stoppes. Regeringen har allerede præsenteret flere konkrete tiltag for at bekæmpe negativ social kontrol, og nu tager vi endnu et skridt."

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

“Religiøse skilsmissekontrakter lavet efter sharia-regler er dybt forkastelige og uacceptable eksempler på negativ social kontrol i Danmark. De truer de værdier om demokrati, ligestilling og frihed, som det danske samfund bygger på. Derfor vil regeringen styrke indsatsen mod negativ social kontrol bl.a. ved at sikre, at religiøse skilsmissekontrakter til at fastholde en person i et ægteskab eller styre den pågældende kan straffes som psykisk vold.”

Regeringen har den seneste tid præsenteret en række initiativer, der skal bekæmpe negativ social kontrol:

Det skal være muligt at inddrage pas fra mindreårige, hvis der er grund til at antage, at de skal giftes eller vies religiøst i udlandet.

Regeringen vil forbyde religiøse vielser af mindreårige. I Danmark er det i forvejen ikke muligt at foretage borgerlige vielser af personer under 18 år. Målet med forbuddet er derfor at forhindre, at mindreårige piger presses af eksempelvis familie til at blive religiøst viet.

Religiøse forkyndere skal kunne straffes med op til to års fængsel og udvisning af Danmark, hvis de foretager religiøse vielser af mindreårige. Det samme gælder forældre, som lader deres børn indgå en religiøs vielse eller andet ægteskabslignende forhold. Det gælder også personer over 18 år, der indgår ægteskabslignende forhold med en under 18 år.

Straffen for at fastholde en person i et ægteskab med tvang skærpes, så det kan give op til fire års fængsel. Endvidere udvides adgangen til at udvise i sådanne tilfælde. Hele lovforslaget vil blive fremsat for Folketinget inden jul.

Yderligere oplysninger

Pressechef, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Pelle Dam, tlf. 61 98 32 80, 

Presserådgiver, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Søren Staberg Madsen, tlf. 61 98 32 79, 

Presserådgiver, Justitsministeriet, Camilla Svane, tlf. 23 42 46 59,