COVID-19: Regeringen vil have corona-information ud i udsatte boligområder

Nogle udlændinge kan have svært ved at forstå dansk og dermed forstå sundhedsmyndighedernes retningslinjer om coronavirus/COVID-19. Udlændinge- og integrationsministeren og boligministeren vil derfor iværksætte en oplysningsindsats til denne målgruppe, herunder til beboere i udsatte boligområder.

Indvandrere med ingen eller mangelfulde danskkundskaber kan have svært ved at følge myndighedernes retningslinjer og den dansksprogede nyhedsdækning af COVID-19. Blandt 325.000 ikke-vestlige indvandrere over 18 år i Danmark har 7-30 pct. svært ved at læse og/eller forstå dansk, viser et skøn fra Udlændinge- og Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fra 2018.

Sundhedsstyrelsen har allerede oversat deres anbefalinger om COVID-19 til en række sprog. Nu opjusterer regeringen indsatsen for at sikre, at disse grupper af flygtninge og indvandrere får den nødvendige information om bekæmpelsen af spredningen af coronavirus. Det gælder fx beboere i de udsatte boligområder.

Indsatsen består både af fysisk informationsmateriale i de boligområder, hvor der bor mange indvandrere og flygtninge, der ikke behersker dansk i tilstrækkelig grad til at kunne følge myndighedernes retningslinjer, og af skriftlig og mundtlig information på centrale digitale platforme, der er relevante for målgruppen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og boligminister Kaare Dybvad har sammen sendt et brev til KL, foreningen Danmarks Almene Boliger, Fagbevægelsens Hovedorganisation og en række relevante civilsamfundsorganisationer, hvor de opfordres til bistå med at distribuere og videreformidle materialet til bl.a. beboerne i de udsatte boligområder.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Lige nu handler det om at begrænse smitten. Alle skal for eksempel kunne forstå, hvad Sundhedsstyrelsen og politiet anbefaler. Derfor styrker vi oplysningsindsatsen blandt andet i udsatte områder, så vi når ud til dem, der er mindre gode til dansk, og som måske kun læser nyheder fra deres hjemlande.”

Boligminister Kaare Dybvad udtaler:

”Det er helt afgørende for en effektiv indsats på nationalt plan, at budskabet om at begrænse coronasmitten når ud til alle befolkningsgrupper. Oplysningsniveauet i denne kritiske tid for landet må ikke være skævt fordelt. Alle skal med. Det er derfor, regeringen nu aktivt går ind og styrker denne del af indsatsen.”

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har ansvaret for informationsindsatsen og udvælger i samarbejde med Sundhedsstyrelsen konkret materiale, som formidles på relevante sprog.

Læs ministerbrevet (pdf) (åbner nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Søren Staberg Madsen, Udlændinge- og Integrationsministeriet, tlf. 61 98 32 79, ssma@uim.dk

Pressechef Pelle Dam, Udlændinge- og Integrationsministeriet, tlf. 61 98 32 80, pdan@uim.dk

Pressechef Poul Aarøe Pedersen, Boligministeriet, tlf. 29 32 98 47,