Flere briter søger om dansk statsborgerskab

Antallet af britiske statsborgere, der søger om dansk statsborgerskab, er steget markant de seneste år.

Det afspejler sig i de lovforslag om tildeling af statsborgerskab, som Folketinget har behandlet. Siden 2017 er antallet af britiske statsborgere, der er optaget på loven, steget fra 134 til 489.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

“Der er sket en stor stigning i antallet af briter, der ønsker dansk statsborgerskab. Jeg tror, at en del af stigningen skyldes Brexit. Jeg er selvfølgelig kun glad for de mange kommende danske statsborgere. Men jeg vil godt benytte denne anledning til at understrege, at lovgivningen i tilfælde af et Brexit uden en aftale er på plads. Sådan at de ca. 18.500 herboende britiske statsborgere kan fortsætte deres liv i Danmark, uanset om de har søgt dansk statsborgerskab eller ej.”

Lovforslag nr. L 41 om indfødsrets meddelelse 1. behandles i dag. Det omfatter 3.566 personer og ca. 854 bipersoner (børn), der har søgt om dansk statsborgerskab.

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Søren Staberg Madsen, tlf. 61 98 32 79,