Regeringen præsenterede den 3. oktober 2018 et udspil med 21 initiativer, der skal gøre det lettere og mindre bureaukratisk for danske virksomheder at tiltrække og ansætte udenlandsk arbejdskraft. Regeringen valgte at afbryde forhandlingerne om udspillet, da der ikke var politisk vilje til at indgå en ambitiøs aftale, som giver virksomhederne reelle forbedringer. Regeringen fremsætter nu i stedet et lovforslag, der udmønter udspillet.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:
”Vi fører en stram udlændingepolitik, hvor vi har kontrol med, hvem der kommer hertil. Men vi må ikke glemme, at udenlandsk arbejdskraft er en stor gevinst for Danmark. Udenlandsk arbejdskraft rekrutteret via eksempelvis beløbsordningen bidrager med godt 1,4 milliarder kroner hvert år, hvilket svarer til godt 300.000 kroner årligt per udenlandske medarbejder. Desværre har vi tidligere konstateret en manglende politisk vilje til at hjælpe de danske virksomheder, som mangler nødvendig arbejdskraft, og derfor måtte vi sidste efterår afbryde forhandlingerne om regeringens udspil. Vi fremsætter i dag i stedet et lovforslag med elementerne fra vores udspil, så vi får flyttet diskussionen fra forhandlingslokalet til Folketingssalen. Nu håber jeg så, at partierne er klar til at se det fornuftige i, at sikre de danske virksomheder de bedste forudsætninger for at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft. For det er til gavn for væksten og fremgangen i hele landet.”
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
”Det er helt afgørende, at virksomhederne kan få de hænder, der er brug for. Ellers kan opsvinget brat få en afslutning. Derfor arbejder regeringen også på, at flere ledige bliver opkvalificeret, så de får de færdigheder, som virksomhederne har brug for. Vi har bl.a. lavet en trepartsaftale om voksen- og videreuddannelse til 2,5 mia. kr., der giver flere mulighed for at få løftet kompetencerne. Ligesom vi senest har lavet en bred aftale til 100 mio. kr., der skal forebygge flaskehalse og være med til at sikre, at flere ledige får gavn af opsvinget. Det kan bare ikke stå alene. Det er også det, jeg hører, når jeg tager rundt på landets virksomheder. Det lytter vi selvfølgeligt til. Man bliver altså heller ikke bare elektriker på to uger. Derfor har vi behov for kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, og vi fremsætter nu regeringens udspil som forslag i Folketinget. I sidste instans kan det også være med til at fastholde ufaglærte arbejdspladser i landet. Forslaget har vi blandt andet fået indspark til fra Disruptionrådet, og behovet for udenlandsk arbejdskraft vil også være en del af den rapport om rådets arbejde, som regeringen præsenterer på det afsluttende møde med Disruptionrådet torsdag.”
Lovforslaget indeholder blandt andet de dele af udspillet, der kræver lovændring, herunder:
Kommunikationschef Sofie Odgaard, tlf. 41 71 78 46, sod@uim.dk
Presserådgiver Mads Müller, tlf. 61 98 32 77, mamu@uim.dk