Finansloven fordobler bøder for illegal arbejdskraft

Bødeniveauet for virksomheder, der ansætter illegal arbejdskraft, bliver fordoblet. Det fremgår af den finanslovsaftale, regeringen har indgået med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

“Vi skal ikke acceptere fusk og svindel på det danske arbejdsmarked. Derfor er det godt, at bøderne for illegal arbejdskraft nu fordobles. Hammeren skal falde hårdere for de virksomheder, der forbryder sig mod de fælles spilleregler."

Aftalepartierne er enige om at fordoble bøderne for virksomheder, der groft uagtsomt ansætter udenlandsk arbejdskraft uden ret til at arbejde. Bøderne for virksomheder fordobles også i tilfælde, hvor den ansatte ikke har ret til at opholde sig i Danmark, hvor ansættelsen af ulovlig arbejdskraft er begået forsætligt, og/eller hvor der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel.

Yderligere oplysninger

Pressechef Pelle Dam, tlf. 61 98 32 80, pdan@uim.dk

Presserådgiver Søren Staberg Madsen, tlf. 61 98 32 79, ssma@uim.dk

Presserådgiver Pernille Rølle, tlf. 61 98 32 83, prh@uim.dk