Presseinvitation: Inger Støjberg sætter med besøg på dampvaskeri fokus på ikke-vestlige kvinder i beskæftigelse

26-09-2018

Onsdag eftermiddag besøger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg virksomheden De Forenede Dampvaskerier (DFD) i Skovlunde. Det gør hun for at høre om virksomhedens gode erfaringer med ansættelse af kvinder med ikke-vestlig baggrund.

Vaskeriet i Skovlunde, der er et af DFDs store vaskerier i Skandinavien, har ca. 100 medarbejdere ansat, hvoraf 60 pct. har en anden etnisk baggrund end dansk. Af dem er en stor del kvinder, og netop derfor besøger Inger Støjberg vaskeriet for at høre mere om, hvordan virksomheden integrerer ikke-vestlige kvinder på arbejdspladsen.

Besøget sker som en opfølgning på integrationstopmødet på Marienborg tidligere i år, hvor et centralt tema var at fremme beskæftigelsen blandt indvandrerkvinder, der har været bosat i Danmark i en årrække, men som står uden for arbejdsmarkedet. Integrationen på arbejdsmarkedet er generelt forbedret over de seneste år.

Arbejdsmarkedstilknytningen er dog fortsat markant lavere blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere sammenlignet med personer af dansk oprindelse. I 2. kvartal. 2018 var 47 pct. af kvinder med ikke-vestlig baggrund i beskæftigelse, mens det tilsvarende tal for kvinder med dansk baggrund var 74 pct.

Pressen er velkommen ved til rundvisningen ved forevisning af gyldigt pressekort. Forhåndstilmelding er nødvendig.

Tid: Onsdag den 26. september 2018 kl. 14.30-15.00

Sted: De Forenede Dampvaskerier, Meterbuen 35, 2740 Skovlunde.

For spørgsmål og forhåndstilmelding kontakt venligst Søren Staberg Madsen på tlf. 61 98 32 79 eller på .