Indvandrere får job gennem familie og venner

11-09-2018

Ny undersøgelse viser, at over en tredjedel af de indvandrere, der nu har et arbejde, fik deres første job gennem deres personlige netværk. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg opfordrer derfor indvandrere til at gøre en aktiv indsats for at finde et job.

Hvert år laver Udlændinge- og Integrationsministeriet en Medborgerskabsundersøgelse, der behandler indvandrere og efterkommeres medborgerskab i Danmark. Medborgerskabsundersøgelsen for 2018 viser blandt andet, hvordan beskæftigede indvandrere fik deres første job i Danmark. Tallene viser, at:

  • 34 pct. fik deres første job i Danmark gennem personligt netværk
  • 17 pct. fik deres første job i Danmark ved at kontakte en arbejdsgiver uopfordret
  • 8 pct. fik deres første job i Danmark ved at svare på en jobannonce.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

”De nye tal tegner et tydeligt billede af, at det ikke nytter noget at læne sig tilbage og blot vente på, at man får serveret et job på et sølvfad. Man må selv tage ansvar og gøre en aktiv indsats, når man leder efter et job - eksempelvis ved at bruge sit personlige netværk eller kontakte en arbejdsgiver uopfordret. Vi skal møde indvandrere og deres efterkommere med helt klare krav om, at når man har fået ret til at opholde sig i Danmark, så skal man arbejde og bidrage til det danske samfund ligesom alle andre. Når det så er sagt, så har regeringen og arbejdsmarkedets parter med Integrationsgrunduddannelsen og andre tiltag givet flygtninge en trædesten ind på arbejdsmarkedet, men til syvende og sidst er det altid den enkeltes ansvar at finde sig et arbejde."

Læs hele Beskæftigelsesanalysen her (åbner i et nyt vindue)

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef Sofie Odgaard, tlf. 41 71 78 46,  

Presse- og kommunikationsrådgiver Mads Müller, tlf. 61 98 32 77,